Afgørelse

Nummer
3:1120-0100-103/vis/Service

Emner

  • § 2 - Offentlig regulering

Klage over stadskonduktørens eneret til at attestere oplysninger i forbindelse med tinglysning af første skøde på ejerlejligheder i Københavns kommune

Styrelsen havde ikke kompetence til at gribe ind over for stadskonduktørens eneret, da der var tale om offentlig regulering.

Rådsmødet den 29. august 2001

Konkurrencestyrelsen har meddelt Landinspektørkontoret Ib Erik Nielsen & Per Christian Nielsen A/S, at styrelsen ikke har kompetence til at gribe ind over for over stadskonduktørens eneret til at attestere oplysninger i forbindelse med tinglysning af første skøde på ejerlejligheder i Københavns kom-mune, da der er tale om offentlig regulering, jf. konkurrencelovens § 2, stk. 2.

Landinspektørkontoret har bl.a. som begrundelse for klagen oplyst, at de finder, at landinspektører, der på baggrund af deres deltagelse i et byggeprojekt allerede ligger inde med de relevante oplysninger, vil kunne tilbyde den efterfølgende ejerlejlighedsopdeling langt billigere end stadskonduktørens takster.

Det følger af § 26 i bekendtgørelse nr. 1024 om tinglysning i tingbogen (fast ejendom), at attestation af oplysninger i forbindelse med tinglysning af første skøde på ejerlejligheder i Københavns kommune skal udføres af stadskonduktøren. Dette skyldes, at det i udstykningslovens § 13, stk. 3. er bestemt, at matrikulært arbejde og andet arbejde, der efter lovgivningen skal udføres af en landinspektør, i Københavns og Frederiksberg kommuner, kun må udføres af matrikelmyndigheden, dvs. stadskonduktøren og stadslandinspektøren.

By- og Boligministeriet, som har udstedt udstykningsloven, har oplyst, at der er tale om en konkurrencebegrænsning, der er en "direkte følge af offentlig regulering", jf. konkurrencelovens § 2, stk. 2. Dette betyder, at konkurrencelovens kap. 2 og 3 ikke gælder. Konkurrencestyrelsen har derfor ikke kompetence til at gribe ind over for denne konkurrencebegrænsning.

Konkurrencestyrelsen har foreslået By- og Boligministeriet, at det ved en fremtidig revision af udstykningsloven bør overvejes, om stadskonduktørens og stadslandinspektørens eneret skal begrænses. Særligt bør By- og Boligministeriet overveje i hvilket omfang en effektiv samfundsmæssig ressourceudnyttelse, forbrugerhensyn og landinspektørernes erhvervsfrihed taler for at begrænse eneretten. I resten af Danmark udføres matrikulært arbejde mv. af beskikkede landinspektører.