Afgørelse
Nummer
3:1120-0100-86,92,95/hla/Infrastruktur
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Klager over bindende mindstepriser i taxabranchen
Styrelsen afviste, at vognmænd ikke havde mulighed for at kræve en anden pris af kunden end den, taxameteret viste, idet den enkelte vognmand frit kunne bestemme sin takst. Der forlå heller ikke skriftlig eller stiltiende aftaler om uniformering af prisdannelser.
Rådsmødet den 26. september 2001
Konkurrencestyrelsen har modtaget 3 enslydende klager over at navngivne bestillingskontorer forskellige steder i landet benytter taxametre, hvor taxameterets udvisende kan justeres fra centralen. Klagerne mener, at det i praksis betyder, at de tilsluttede vognmænd ikke har mulighed for at kræve en anden pris af kunden end den, taxameteret viser.
Efter det oplyste findes der ikke i vedtægterne for nogen af de indklagede bestillingskontorer nogen udtrykkelige bestemmelser, der forpligter de tilsluttede vognmænd til at følge bestemte takster eller til at følge taxameterets udvisende. Den enkelte vognmand kan således frit bestemme sin takst, så længe den ikke overstiger maksimaltaksten. Konkurrencestyrelsen har ikke fundet grundlag for at fastslå, at der i de pågældende sager er indgået skriftlige eller stiltiende aftaler om uniformering af prisdannelsen i strid med konkurrencelovens § 6, stk. 1. Konkurrencestyrelsen har derfor på det foreliggende grundlag afvist de 3 klager, jf. konkurrencelovens § 14, stk. 1.
Hyrevognsområdet er et meget reguleret område. Der er blandt andet krav om anvendelse af taxameter, krav om godkendelse af vejledende maksimaltakster, krav om godkendelse af køretøjer og taxameterudstyr, områdebegrænsninger og krav om bestillingskontor, når der er over et vist antal vogne i en kommune. De fleste taxavirksomheder inden for den enkelte kommune benytter dog som regel den godkendte vejledende maksimaltakst, og maksimaltaksterne fraviges stort set kun, når der er tale om udbudt kørsel. Den omfattende regulering bevirker, at den enkelte vognmands incitament til at foretage individuel prissætning ikke forekommer særlig stort. Det er Konkurrencestyrelsens opfattelse, at reguleringsomfanget og samspillet mellem de forskellige reguleringer i sig selv har en uniformerende indvirkning på prisdannelsen.