Afgørelse

Nummer
3:1120-0100-224 /fødevarer-finans/ke

Emner

  • § 15 - Afvisning

Opsplitning af obligationer i ørestørrelser

Der var ikke fundet anledning til at iværksætte en nærmere undersøgelse af obligationsudstedernes beslutning om at opsplitte obligationer udbudt i enheder med et bestemt kronebeløb til ørestørrelser.

Rådsmødet den 25. april 2001

Styrelsen har meddelt advokat Olav Willadsen, at der i medfør af konkurrencelovens § 14, stk. 1, 3. punktum, ikke er fundet anledning til at iværksætte en nærmere undersøgelse af obligationsudstedernes beslutning om at opsplitte obligationer udbudt i enheder med et bestemt kronebeløb til ørestørrelser.

Advokaten havde klaget over, at ændringen vil medføre øget administration og yderligere gebyrer for de små investorer.

Københavns Fondsbørs og Værdipapircentralen har i den anledning meddelt, at ændringen har baggrund i en beslutning blandt danske obligationsudstedere, der har sikret sig, at ordningen ikke strider mod gældende regler, og at ændringen er sket som led i indførelsen af en forenklet udtrækningsmetode, hvor også danske obligationer tilpasses internationale standarder.

Styrelsen fandt, at ændringen er af teknisk karakter, der har til følge, at udtrækningsmetoden forenkles uden at medføre en mærkbar begrænsning af konkurrencen eller fører til misbrug i forhold til virksomheder.