Afgørelse
Nummer
3:1120-0388-259/Fødevarer & Finans/pr
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Aftale mellem AGICOA og CAB
Aftale mellem CAB og AGICOA om vederlagsopkrævning var ikke omfattet af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler, der kunne derfor meddeles erklæring om ikke-indgreb.
Rådsmødet den 30. januar 2002
Konkurrencestyrelsen har meddelt CAB, at foreningens aftale med AGICOA vedrørende vederlagsopkrævning for kabelretransmission i henhold til ophavsretslovens § 35 ikke er omfattet af konkurrencelovens § 6. Der kan derfor meddelelse en erklæring i henhold til konkurrencelovens § 9.
Denne afgørelse har nær tilknytning til styrelsens afgørelse vedrørende "Vedtægter for CAB med tilhørende driftsregulativ", som er offentliggjort i forbindelse med Konkurrencerådets møde af 20. december 2000.
CAB er en forening stiftet af Foreningen af Danske Spillefilmsproducenter, PRODUCENTERNE og IFPI Danmark, men har ingen medlemmer i traditionel forstand. CAB har eneret til at repræsentere producenter af audiovisuelle værker over for COPY-DAN, KABEL-TV, som på rettighedshavernes vegne forestår opkrævningen hos antenneforeninger og andre vederlagspligtige, jf. ophavsretslovens § 35. Foreningens formål er herefter at administrere dette vederlag.
AGICOA (Assocition de Gestion Internationale Collective des Oeuvres Audiovisuelle) repræsenterer de udenlandske filmproducenter.
I aftalen mellem CAB og AGICOA slås det fast, at CAB skal være enerepræsentant for AGICOA i Danmark vedrørende vederlagsopkrævning for kabelretransmission i henhold til ophavsretslovens § 35. I den udstrækning udenlandske filmproducenter repræsenteres af AGICOA, betaler CAB deres andel af kabelretransmissionsvederlaget til AGICOA ledsaget af en specifikation af visningen. For denne administration betaler AGICOA til CAB en vis procentdel af det vederlag, som overføres fra CAB.
Ved styrelsens afgørelse vedrørende "Vedtægter for CAB med tilhørende driftsregulativ" er der allerede taget stilling til måden, rettighedshavers krav forvaltes på samt CAB’s eneret til at repræsentere producenter af audiovisuelle værker over for COPY-DAN, KABEL-TV.
Da CAB således har eneret til at repræsentere producenter af audiovisuelle værker over for COPY-DAN, KABEL-TV findes det forhold, at AGICOA udpeger CAB til at være enerepræsentant i Danmark vedrørende opkrævningen af kabelretransmissionsvederlaget ikke at udgøre en konkurrencebegrænsning efter konkurrencelovens § 6, stk. 1.
Konkurrencestyrelsen kan derfor i henhold til konkurrencelovens § 9 erklære, at den anmeldte aftale ikke efter de forhold, som Konkurrencestyrelsen har kendskab til, falder ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1.