Afgørelse

Nummer
3/1120-0389-0024/Industri/do

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Avancedrøftelser for ugeblade og magasiner

Bladgruppen havde ved enkeltvise møder bl.a. drøftet avancer. Avancedrøftelserne var ikke omfattet af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler, da forhandleravancen var ens for alle forhandlere i forhold til et givet blad.

Rådsmødet den 27. november 2002

Styrelsen har behandlet en anmeldelse af et samarbejde i den såkaldte "Bladgruppe", der består af en række repræsentanter for forhandlere af ugeblade og magasiner. I "Bladgruppen" har der været holdt enkeltvise møder med bladudgiverne, hvori der bl.a. er blevet drøftet avancer for ugeblade og magasiner.

Avancedrøftelser mellem en branches virksomheder eller organisationer vil meget ofte være omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1, og styrelsen havde derfor ønsket at foretage en vurdering også i det foreliggende tilfælde.

Markedet for blade og magasiner er kendetegnet ved et fastprissystem, hvor den enkelte forhandler ingen indflydelse har på priser og avancer. I praksis varierer forhandleravancen mellem forskellige blade, men for et givet blad er forhandleravancen ens for alle forhandlere, i al fald for blade fra de store bladudgivere.

Med henvisning til de særlige forhold på markedet for blade og magasiner – særligt fastprissystemet – fandt styrelsen, efter en samlet vurdering af de forhold, som styrelsen har kendskab til, at avancedrøftelserne ikke er omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1.

Styrelsen understregede imidlertid, at fastprissystemet som helhed eller delelementer i systemet naturligvis vil kunne blive genstand for fornyet konkurrenceretlig vurdering, fx hvis der kommer henvendelser fra bladbranchen eller detailhandlen, der gør en sådan revurdering påkrævet.