Afgørelse
Nummer
3:1120-0301-130/Industri/jec
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
DGFL's salgs- og leveringsbetingelser
Anmodning om erklæring om ikke-indgreb fra DGFL salgs - pg leveringsbetingelser kunne imødekommes, hvis en række ændringer blev gennemført.
Rådsmødet den 24. april 2002
Konkurrencestyrelsen har meddelt DGFL (De Grafiske Fags Leverandørforening af 1927), at foreningens ansøgning om erklæring om ikke-indgreb i medfør af konkurrencelovens § 9 vil kunne imødekommes, såfremt en række ændringer, der er opnået enighed om, gennemføres.
DGFL består af godt 40 virksomheder og omfatter hovedparten af leverandørerne til den grafiske branche. DGFL’s medlemmer har en samlet markedsandel på ca. 80 pct. inden for prepress, print og finishing produkter og ca. 90 pct. inden for forbrugsvarer til den grafiske branche.
En række bestemmelser i DGFL’s oprindelige salgs- og leveringsbetingelser har været genstand for drøftelse mellem styrelsen og foreningen. Det drejer sig bl.a. om en bestemmelse, hvorefter sælgers erstatningsansvar ved forsinkelse eller mangler og produktansvar har været begrænset til 15 pct. af fakturabeløbet. Endvidere har køber først kunnet hæve købet i forbindelse med maskinleverancer, hvis sælgers forsinkelse har varet mere end 90 dage. Desuden har der været fastsat en morarentesats på 12 pct. ved købers forsinkelse med betaling.
Styrelsen har ikke villet rette indvendinger mod, at DGFL anvender salgs- og leveringsbetingelser, der fungerer som en tjekliste, der indeholder rammebetingelser uden konkret angivelse af f.eks. det relative erstatningsbeløb, konkrete tidsangivelser for forsinkelse eller konkrete rentesatser for morarenter mv. DGFL har meddelt, at foreningen er indstillet på at ændre de pågældende klausuler, således at alle numeriske talangivelse erstattes af "xx pct." eller "xx dage" osv.
Herefter har styrelsen meddelt DGFL, at foreningens salgs- og leveringsbetingelser, der er frivillige for medlemmerne, efter de forhold, som styrelsen har kendskab til, ikke falder ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, såfremt de nævnte ændringer gennemføres.
DGFL’s salgs- og leveringsbetingelser vil herefter være på linje en række andre brancheforeningers salgs- og leveringsbetingelser, som rådet eller styrelsen har accepteret med udgangspunkt i Konkurrenceankenævnets kendelse af 18. marts 1999 i sagen om Foreningen af Grossister i Værktøj og Værktøjsmaskiner (VOV).
Det følger bl.a. af kendelsen, at brancheforeningers salgs- og leveringsbetingelser normalt ikke anses for konkurrencebegrænsende, såfremt de ikke indeholder bestemmelser om fælles priser mv. eller vilkår, der indebærer væsentlige forringelser for køber i forhold til, hvad der ellers ville gælde.