Afgørelse
Nummer
3:1120-8700-32/Fødevarer/pr
Emner
- § 12 - Fusionskontrol
Etablering af Mapics Solutions A/S
JPA A/S og IBS Danmark A/S fik meddelt erklæring om ikke-indgreb, da deres oprettelse af et joint venture-selskab ikke var omfattet af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler.
Rådsmødet den 29. maj 2002
Konkurrencestyrelsen har meddelt JPA A/S og IBS Danmark A/S, at aftalen mellem de to virksomheder om dannelsen af joint venture-selskabet Mapics Solutions A/S ikke falder ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1. Der kan derfor meddeles en ikke indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9.
JPA A/S er forhandler af software, og virksomheden beskæftiger sig med bl.a. styring og optimering af forretningsgange. JPA A/S er ejet af EDB-Gruppen, der igen er ejet af IBM Danmark A/S. JPA A/S er dermed en del af IBM Worldwide.
IBS Danmark A/S er en del af det verdensomspændende selskab IBS, som har et net af egne kontorer, der forhandler software og konsulentydelser i relation til disse systemer.
Det nydannede selskab, Mapics Solutions A/S, skal beskæftige sig med salg og installering samt vedligeholdelse og servicering af edb-løsninger fra Mapics Solutions Inc. Tidligere har begge aftaleparter hver for sig beskæftiget sig med dette forretningsområde, men den amerikanske koncern bag systemet har besluttet at indskrænke antallet af forhandlere i Europa, således at der kun udpeges en enkelt virksomhed i hvert land til at forestå salg m.v. af systemet. Mapics er et såkaldt ERP-system (Enterprise Ressource Plan).
Konkurrencestyrelsen har vurderet, at etableringen af joint venture-selskabet Mapics Solutions A/S må betragtes som dannelsen af et selvstændigt fungerende joint venture, hvorfor oprettelsen af selskabet skal vurderes i henhold til fusionsbestemmelserne i konkurrencelovens § 12-12g. Da omsætningstærsklerne i konkurrencelovens § 12, stk. 1, ikke er overskredet, er aftalekomplekset ikke omfattet af konkurrencelovens fusionsregler. Styrelsen har vurderet, at de konkurrencebegrænsninger, der er knyttet til aftalekomplekset er accessorisk til etableringen, hvorfor disse begrænsninger ikke er omfattet af forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1.