Afgørelse
Nummer
3:1120-0401-30/Fødevarer & Finans/jf
Emner
- § 12 - Fusionskontrol
Fusionen mellem Danish Crown og Steff-Houlberg skal behandles efter den danske konkurrencelov
Fusion mellem Danish Crown og Steff-Houlberg skulle behandles af de danske konkurrencemyndigheder. Fusionen måtte derfor ikke gennemføres, før fusionen var blevet godkendt.
Rådsmødet den 27. februar 2002
EU-Kommissionen har efter anmodning fra økonomi- og erhvervsministeren truffet afgørelse i henhold til fusionskontrolforordningens art. 9 om at henvise fusionen mellem Danish Crown og Steff-Houlberg til behandling af Konkurrencerådet. Fusionen må herefter ikke gennemføres før den er godkendt af de danske konkurrencemyndigheder.
Der er afgrænset 5 markeder, hvor konkurrenceproblemer kan afgrænses til Danmark. De 5 markeder er:
- markedet for køb af levende svin til slagtning
- markedet for salg af fersk svinekød til privat forbrug
- markedet for salg af fersk svinekød til videre forarbejdning
- markedet for produktion og salg af tilberedte kødvarer til privat forbrug
- markedet for indsamling af animalsk affald
Dertil kommer spørgsmålet om fusionens påvirkning på indflydelse i Danske Slagterier.
Konkurrencestyrelsen har herefter 4 uger til at vurdere om fusionen kan godkendes eller om en vurdering kræver en særskilt undersøgelse. Såfremt der træffes beslutning om en særskilt undersøgelse skal Konkurrencerådet efter yderligere 2 måneder træffe afgørelse om godkendelse, evt. med tilknyttede vilkår eller forbud.