Afgørelse
Nummer
3:1120-0301-162/Fødevarer & Finans/mlp
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Ikke-indgrebserklæring til Andelssmør´s vedtægter
Andelssmør A.m.b.a fik meddelt ikke-indgrebserklæring i forhold til selskabets vedtægter, da vedtægterne ikke indeholdte bestemmelser, som begrænsede konkurrencen mærkbart.
Rådsmødet den 30. januar 2002
Konkurrencestyrelsen har i medfør af konkurrencelovens § 9 meddelt Andelssmør A.m.b.a. en ikke-indgrebs erklæring til selskabets vedtægter.
Andelssmør A.M.B.A. er en sammenslutning af 12 mejerier og andre smørproducerende virksomheder i Danmark, der er oprettet med henblik på at købe og sælge pakkesmør og andre lign. produkter for medlemmerne. Andelssmør havde i 1999/2000 en omsætning på 1,6 mia. kr. Arla Foods, der er den klart største aktør med ca. 94 pct. af eksporten, virker som forhandler for Andelssmør af gule fedtstoffer i pakker i udlandet. De resterende 11 medlemmer er andels- og private mejerier, der samlet ikke har en markedsandel på mere end 2-3 pct.
Markedet er salg af smør og blandingsprodukter på nationale markeder i hele verden.
Styrelsen har i sin vurdering lagt vægt på, at samarbejdet i Andelssmør med bl.a. Arla Foods medvirker til at nedbryde barrierer på eksportmarkederne for de mindre mejerier med hensyn til markedsføring, distribution m.m. På Andelssmørs eksportmarkeder samordnes de danske konkurrenters priser gennem Andelssmør, men styrelsen har ikke fundet, at dette umiddelbart har virkning på det danske marked. Styrelsen har i sin vurdering endvidere lagt vægt på, at medlemmerne i praksis ikke har solgt deres produkter i Danmark gennem Andelssmør. En udmeldelsesperiode på maks. 18 måneder anser styrelsen konkret heller ikke for at begrænse konkurrencen, idet medlemmerne ikke er forpligtet til at levere til Andelssmør, og vedtægterne er dermed ikke omfattet af konkurrencelovens § 6.