Afgørelse

Nummer
3:1120-0100-406/Fødevarer og Finans/lt

Emner

  • § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling

Klage over Active Entertainment

Klage vedrørende Active Entertainment mulige misbrug af sin dominerende stilling ved at differentiere prisen over for forskellige kundegrupper. Styrelsens anså klagen for at være af begrænset konkurrencemæssig betydning, hvorfor der ikke var anledning til nærmere undersøgelse.

Rådsmødet den 24. april 2002

Konkurrencestyrelsen har afvist at gå videre med en klage over Active Entertainment Aps´ adfærd på karaokemarked, jf. konkurrencelovens § 14, stk. 1, 3 pkt.

Klager gjorde gældende, at Active Entertainment – som den eneste forhandler af danske karaokeplader – havde misbrugt sin dominerende stilling ved at differentiere prisen over for forskellige kundegrupper og ved at påtvinge køber en klausul lydende; "danske plader sælges kun sammen med CDG-afspillere".

Konkurrencestyrelsen har i forbindelse med vurderingen af Active Entertainment stilling på markedet lagt til grund, at markedet for karaoke ikke kan afgrænses til udelukkende at omfatte danske plader solgt til danske forbrugere. Salget af karaokeudstyr i Danmark er beskedent under 5-10 mio. kr., og etableringen af karaokevirksomhed er efter det oplyste ikke forbundet med adgangsbarrierer. Der kan frit importeres fra EU-landene, og forbrugere har mulighed for handle udstyr og plader over internettet.

Styrelsen har på dette grundlag anset klagen for at være af begrænset konkurrencemæssig betydning, at den ikke gav anledning til yderligere undersøgelse, jf. konkurrencelovens § 14, stk. 1, 3 pkt.