Afgørelse
Nummer
3:1120-0388-180/Fødevarer & Finans/hbs
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Konkurrenceklausul på 10 år påbydes nedsat
Konkurrenceklausul mellem Axcel IndustriInvestor A/S og Icopal A/S var egnet til at påvirke konkurrencen mærkbart, da den overdragne virksomhed og køber tilsammen havde en markedsandel på mere end 10 %.
Axcel IndustriInvestor A/S har anmeldt Overenskomst af 17. april 1995 indeholdende konkurrenceklausuler indgået mellem Polysheet Holding A/S og Axcel IndustiInvestor A/S, ATP og PKA A/S, om at Polysheet Holding A/S sælger den samlede aktiekapital i Polysheet A/S, nu Monarflex A/S. Monarflex er efterfølgende købt af Icopal A/S. Overenskomsten består fortsat, uanset skift i ejerkredsen. Overenskomsten er anmeldt med anmodning om en ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9, subsidiært en individuel fritagelse efter lovens § 8. Anmeldelsen er omfattet af overgangsbestemmelsen i § 27, stk. 4.
Ved Overenskomsten overdrages den samlede aktiekapital i Monarflex A/S. Overdragelsen omfatter alle de aktiviteter, som Monarflex havde på overdragelsestidspunktet. Overdragelsen omfatter både goodwill og knowhow. Efter overenskomsten og de tilhørende direktørkontrakter må sælgerne i 10 år fra overtagelsesdagen den 17. april 1995 ikke konkurrere med den overdragne virksomhed.
Konkurrencestyrelsen vurderede, at konkurrenceklausulerne er egnede til at påvirke konkurrencen mærkbart, da den overdragne virksomhed og køber tilsammen har en markedsandel på over 10 pct. og at en beskyttelsesperiode på 10 år var længere end nødvendig til sikring af værdien af den overdragne virksomhed, uanset at sælgerne fortsat er aktive på et tilgrænsende marked og har relationer til den overdragne virksomheds kunder.
Konkurrencestyrelsen har derfor påbudt konkurrenceklausulerne ophævet for perioden fra den 7. marts 2002 og frem til den 17. april 2005, jf. konkurrencelovens § 27, stk. 4.