Afgørelse

Nummer
3:1120-0301-192/Infra/hla

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Nye samarbejdsaftaler mellem SAS og Maersk Air

Sag om samarbejdsaftale mellem SAS og Maersk Airs blev lagt i bero, da Kommissionen behandlede anmeldelsen.

Rådsmødet den 29. maj 2002

Konkurrencestyrelsen modtog i januar 2002 en anmeldelse af SAS og Maersk Airs reviderede samarbejdsaftaler, indeholdende bl.a. aftaler om code sharing, fælles markedsføring, fælles ground handling, deltagelse i SAS’ EuroBonus-program m.v. Aftalerne var samtidig anmeldt til Kommissionen.

Pga. Konkurrencestyrelsens igangværende sager på luftfartsområdet, særligt undersøgelsen af flybonusordningernes indvirkning på konkurrenceforholdene på markedet, rettede styrelsen den 1. marts 2002 henvendelse til Kommissionen. I brevet anmodede styrelsen Kommissionen dels om en tilkendegivelse om sagens eventuelle udfald eller alternativt en tidsplan for en formel beslutning i sagen, dels om at overveje en oversendelse af sagen til de danske konkurrencemyndigheder efter subsidiaritetsprincippet.

Den 8. april 2002 meddelte Maersk Air imidlertid, at selskabet pr. 12. maj 2002 ville trække sig ud af sine danske indenrigsruter (København – Billund og København – Rønne). Det betyder, at Maersk Air ikke længere er aktiv i dansk indenrigsflyvning. Konkurrencestyrelsen har derfor vurderet, at aftalerne ikke længere har en så markant indvirkning på forholdene i dansk luftfart, at sagen bør oversendes til national behandling, hvilket styrelsen har meddelt Kommissionen.

Konkurrencestyrelsen har derfor meddelt anmelder, at Konkurrencestyrelsen har lagt sagen i bero, mens Kommissionen behandler anmeldelsen, men at styrelsen vil tage sagen op til behandling, såfremt Kommissionen anmoder de danske konkurrencemyndigheder om assistance.