Afgørelse
Nummer
3:1120-0100-0007/Fødevarer og Finans/che
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
- § 2 - Offentlig regulering
Påbud til Fredericia kommune om ophævelse af aftale om mindstepriser for øl og spiritus
Fredericia Kommunes Bevillingsnævn fik påbud om at ophæve prisaftale på alkohol, da aftale var i strid med forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler.
Rådsmødet den 28. august 2002
Styrelsen har den 12. juli 2002 givet Bevillingsnævnet i Fredericia Kommune påbud om at ophæve en aftale, der er indgået med størstedelen af byens restaurationer om mindstepriser på øl og spiritus.
Bevillingsnævnet har fremsendt aftalen til underskrivelse hos byens restaurationer. Ved aftalen forpligter restaurationerne sig til at fastsætte en mindstepris på 15 kr. pr. genstand. Tilslutning til aftalen er frivillig, men manglende tilslutning eller overtrædelse af aftalen vil indgå i Bevillingsnævnets vurdering af fornyelse af alkoholbevilling og tilladelse til udvidet åbningstid.
Aftalen er ifølge Bevillingsnævnet indgået som et forsøg på at forebygge unges alkoholmisbrug ved at begrænse eller afskære de unge fra at kunne købe særlig billig øl og spiritus, som der ellers var ved at være praksis for på visse værtshuse og diskoteker i Fredericia.
Bevillingsnævnet har bl.a. gjort gældende, at aftalen er undtaget fra konkurrenceloven, jf. § 2, stk. 2, idet aftalen efter nævnets opfattelse er en direkte eller nødvendig følge af restaurationsloven. Restaurationsloven giver et bevillingsnævn mulighed for at indføre et krav om mindstepriser for udskænkning af alkohol, hvis en konkret vurdering af den enkelte restaurations forhold taler herfor. Men restaurationsloven indeholder ifølge Økonomi- og Erhvervsministeriet, der har truffet afgørelse herom i henhold til konkurrencelovens § 2, stk. 4, ikke hjemmel til at indføre en generel ordning med mindstepriser.
Styrelsen har på denne baggrund givet Bevillingsnævnet påbud om at ophæve prisaftalen, idet den er konkurrencebegrænsende i strid med forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1.