Afgørelse
Nummer
3:1120-0301-0200/Fødevarer og Finans/ke
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Samarbejdsaftale mellem Nykredit A/S og Jyske Bank A/S angående formidling af realkreditlån til privatkunder
Nykredit A/S fik meddelt, at deres samarbejdsaftale med Jyske Bank A/S ikke var omfattet af forbuddet om konkurrencebegrænsende aftaler, da aftalen ikke indeholdte bestemmelser om eksklusivitet eller fortrinsstilling. Der var derfor ikke grundlag til at udstede et påbud efter § 6, stk. 4.
Rådsmødet den 28. august 2002
Konkurrencestyrelsen har meddelt Nykredit A/S, at samarbejdsaftalen med Jyske Bank A/S - inklusive den tilhørende aftale om Jyske Banks garanti for lånene - efter de forhold, som Konkurrencestyrelsen er bekendt med, ikke falder ind under forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i konkurrencelovens § 6, stk. 1. Der er derfor ikke grundlag for at udstede påbud i medfør af lovens § 6, stk. 4.
Aftalen er anmeldt som et led i et strategisk samarbejde mellem Nykredit og Jyske Bank med henblik på at styrke parternes konkurrenceevne på det danske finansmarked.
Styrelsen har lagt vægt på, at aftalen ikke indeholder bestemmelser om eksklusivitet eller fortrinsstilling. Den begrænser således ikke Jyske Bank i at formidle lån fra andre realkreditinstitutter herunder at rådgive om sådanne løsninger, og Nykredit er ikke pålagt nogen form for begrænsning i at samarbejde med andre pengeinstitutter.
Ifølge aftalen foretager Jyske Bank for et fast honorar kreditvurdering af køber/debitor, besigtigelse og værdiansættelse af ejendommen i lånesager om nybyggeri, tillægslån, konvertering fra andre realkreditinstitutter og ejerskifte, der ikke foretages via Nykredit-mægler.
Ifølge garantiaftalen hæfter Jyske Bank som selvskyldnerkautionist for den del af lånet, der er placeret udover 60 pct. af ejendommens kontantværdi for kategorien en normal ejendom uden væsentlig tabsrisiko. Garantien løber i 8 år. For kategorien svært omsættelige ejendomme skal Jyske Bank dække hele lånet uanset sikkerhedsmæssig placering, og Nykredit kan forlænge garantien med yderligere 8 år. Som vederlag for garantistillelse modtager Jyske Bank en løbende garantiprovision. Samarbejdsaftalen kan opsiges med et varsel på maksimalt 15 måneder.
Nykredit har en markedsandel på 21,8 pct. af realkreditlån til privatkunder. Jyske Bank er Danmarks tredjestørste pengeinstitut.