Afgørelse

Nummer
J. nr. 3/1120-0100-0870/Service, sundhed og karteller/BHH

Emner

  • § 2 - Offentlig regulering

Klage over bekendtgørelse om tilskud til udvekslingsophold for unge under 18 år

Klage over bekendtgørelse om tilskud til udvekslingsophold for unge under 18 år medførte, at styrelsen henvendte sig til Cirius i forhold til at ændre bekendtgørelsen for herved at undgå konkurrenceforvridning.

Konkurrencestyrelsen har modtaget en klage over bekendtgørelse om tilskud til udvekslingsophold for unge under 18. år. Bekendtgørelsen er udstedt af Cirius, der er en selvstændig statsinstitution under Undervisningsministeriet. Bekendtgørelsen opstiller en række krav til de organisationer, der udbyder opholdene. Blandt andet er et krav for at modtage stipendiet, at opholdet udbydes af en organisation, der ikke arbejder med profit for øje.

Konkurrencestyrelsen sendte et uopfordret høringssvar til Cirius den 26. marts 2003 og anførte, at bestemmelsen, således som den er formuleret, kan have konkurrencebegrænsende virkninger, idet man på forhånd fravælger virksomheder, der arbejder med profit for øje, uanset om disse kan arrangere billigere rejser end nonprofitforetagenderne. Styrelsen henstillede derfor til Cirius at tage de konkurrencemæssige aspekter i betragtning i forbindelse med det videre arbejde med bekendtgørelsen.

Imidlertid havde denne henstilling ikke givet Cirius anledning til at ændre på bekendtgørelsens formulering af kravene for at blive godkendt udbyder af udvekslingsophold, hvorfor klager, som er advokat for en af de proftiforetagender, der udbyder udvekslingsophold, fremsendte denne klage. Konkurrencestyrelsen tog kontakt til Undervisningsministeriet og Cirius og drøftede de konkurrencemæssige problemer ved kravet. Det blev fremført, at formålet med kravet var at forhindre, at profitforetagenderne blev godkendt for derefter at sætte prisen op svarende til stipendiet. Der var imidlertid ikke i bekendtgørelsen en tilsvarende sikring af, at det ikke også skete for ikke-profitforetagenderne. Samtid anførte styrelsen, at man kun, ved også at godkende profitforetagenderne, kunne sikre, at non-profitfore-tagenderne forbliver effektive.

Undervisningsministeriet meddelte herefter ved brev af 7. maj 2003, at ministeriet har vurderet, at kravet om at kun ikke profitorienterede organisationer kunne blive godkendt burde bortfalde, hvorfor ministeriet ville udstede en ændringsbekendtgørelse.