Afgørelse

Nummer
3/1120-0100-0561/hla/ISA

Emner

  • § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling

Klage over Scandlines afvist

Klage over Scandlines mulige misbrug af dominerende stilling. Da dele af sagen allerede var overdraget til SØK, blev denne del ikke behandlede nærmere. Herudover verserede der en sag for de tyske konkurrencemyndigheder. Dermed kunne de danske konkurrencemyndigheder ikke gå ind i sagen.

Den tidligere direktør for Easy Line har klaget til Konkurrencestyrelsen over, at Scandlines efter hans opfattelse misbrugte sin dominerende stilling dels som færgeoperatør med monopol på ruten Rødby – Puttgarden, som færgeoperatør med dominerende stilling på ruten Gedser – Rostock, samt som havneejer med monopol i Rødby, Puttgarden og Gedser til skade for den daværende konkurrent Easy Line.

Misbruget af dominerende stilling skal have fundet sted i form af

ulovlig krydssubsidiering mellem monopolruten Rødby – Puttgarden og konkurrenceruten Gedser – Rostock,
ulovlig krydssubsidiering mellem havnevirksomheden i Gedser, Rødby og Puttgarden og færgevirksomheden på ruten Gedser – Rostock,
anvendelse af havneafgifter og forretningsforbindelser i Gedser og Rødby havne til skade for Easy Line, samt
urimeligt lave priser på Gedser – Rostock.
Konkurrencestyrelsen har tidligere undersøgt forholdene omkring lukningen af Easy Line i december 2000, herunder blandt andet erstatning til Easy Line for ophør med færgefart på ruten Gedser – Rostock. Denne sag blev i november 2001 oversendt til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK), hvor sagen fortsat beror.

Efter henvendelse fra Easy Line har Konkurrencestyrelsen desuden tidligere undersøgt en sag om konkurrencebegrænsende eksklusivbestemmelser i Scandlines’ aftaler med busvognmænd på færgeruterne over Østersøen. Denne sag blev oversendt til SØK i maj 2000. Scandlines accepterede den 2. juli 2003 et bødeforlæg på 1,7 mio. i den pågældende sag.

Konkurrencestyrelsen har således allerede behandlet og oversendt to sager til SØK, som i vidt omfang berører de samme forhold som nærværende klage.

For så vidt angår spørgsmålet om åbning af havnen i Puttgarden for konkurrerende færgeoperatører, verserer der i øjeblikket en sag herom for de tyske konkurrencemyndigheder. De danske konkurrencemyndigheder kan derfor ikke gå ind i denne del af klagen.

På den baggrund har Konkurrencestyrelsen afvist sagen.