Afgørelse

Nummer
3/1120-0100-0641/Infrastruktur/HWJ

Emner

  • § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling

Klage over Vollerup Strands Vandværk

Klage vedrørende benyttelse af installatør anvist af Vollerup Strand Vandværk. Vandværkets krav var ikke omfatter af offentlig regulering, hvorfor kravet var i strid med forbuddet mod misbrug af dominerende stilling. Der blev derfor udstedt påbud om, at vandværket skulle ophæve sit krav.

Konkurrencestyrelsen har behandlet en klage over, at en grundejer ikke frit kan vælge den billigste autoriserede VVS-installatør ved tilslutning af stikledning til sin grund. Derimod skal klager benytte en installatør anvist af Vollerup Strands Vandværk, selv om at det er klager, der skal betale for tilslutningen.

Vandværket har over for styrelsen redegjort for, at det er fast praksis ved flere vandværker i området, at der benyttes et af bestyrelsen valgt VVS-firma til visse arbejdsopgaver. Endvidere henviste vandværket såvel til et fællesregulativ gældende for samtlige vandværker i Kalundborg Kommune som til et specifikt regulativ gældende for Vollerup Strands Vandværk.

Styrelsen har forespurgt Kalundborg Kommune om kravet til, at anvende den af vandværkets anviste installatør, har hjemmel i de ovenfor anførte regulativer. Kommunen har oplyst, at fællesregulativet ikke indeholder bestemmelser til at kræve vvs-arbejde udført af bestemte virksomheder, men at der udelukkende stilles krav om, at alt arbejde ved vandinstallationer skal udføres af autoriserede vandmestre. Det blev også oplyst, at kommunen hverken har modtaget eller godkendt et regulativ gældende specifikt for Vollerup Strands Vandværk.

I henhold til lov om vandforsyning, skal der for ethvert alment vandforsyningsanlæg udfærdiges et regulativ, som bl.a. indeholder nærmere regler for grundejernes forpligtigelser med hensyn til vandindlæg. Endvidere foreskriver loven, at regulativet skal udfærdiges af kommunalbestyrelsen efter forudgående forhandling med anlæggets ejer af andre almene vandforsyningsanlæg (fx ikke-kommunale anlæg).

Da vandværkets krav om benyttelse af en bestemt installatør ikke følger af det fælleskommunale regulativ, men udelukkende af det specifikke regulativ, som hverken er udfærdiget eller godkendt af kommunen, er vandværkets krav ikke omfattet af offentlig regulering, men må betragtes som et forhold, der er omfattet af konkurrenceloven.

Konkurrencestyrelsen finder, at det pågældende klageforhold udgør et misbrug af dominerende stilling. Det vurderes, at vandværket besidder en dominerende stilling, da klager indgår i vandværkets naturlige forsyningsområde og dermed ikke har mulighed for alternativ levering. Det vurderes samtidigt, at vandværkets krav udgør et misbrug, jf. konkurrencelovens § 11, stk. 3, nr. 1, idet kravet påtvinger de tilsluttede urimelig købs- og forretningsbetingelser. Dette skyldes, at vandværket i kraft af sin status som eneleverandør kan forhindre grundejeren i at opnå det bedste og billigste tilbud.

På denne baggrund har Konkurrencestyrelsen i medfør af konkurrencelovens § 11 stk. 4, jf. lovens § 16, stk. 1 nr. 3, meddelt vandværket påbud om, at det tillades enhver grundejer, som tilsluttes vandværket, frit at vælge, hvilken autoriserede installatør der anvendes ved tilslutning af stikledning under forudsætning af, at denne installatør er autoriseret og overholder de gældende faglige og tekniske forskrifter.