Afgørelse

Nummer
3/1120-0301-0043/Fødevarer, forsikring og IT/LT

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Samarbejde om indkøb af foderråvarer

Agro Danmark a.m.b.a fik meddelt ikke-indgrebserklæring i forhold til aftale om fælles indkøb af fodervarer gennem Agro Supply A/S med DLG, da aftalen ikke indebar en konkurrencebegrænsende virkning på det relevante marked.

Konkurrencestyrelsen har meddelt en § 9-erklæring til en samarbejdsaftale om fælles indkøb af foderråvarer gennem Agro Supply A/S.

Samarbejdet er indgået mellem DLG og Agro Danmark og omfatter køb af foderråvarer, dvs. sojaskrå, raps, solsikkeskrå mv. Efter aftalen forpligter DLG og Agro Danmark sig til at foretage alt deres indkøb af foderråvarer gennem det fælles selskab Agro Supply A/S gældende indtil 31. december 2004.

DLG a.m.b.a. er et andelsselskab med 23.000 medlemmer. Medlemmerne er ikke pålagt nogen købsforpligtelse for råvarer hverken over for DLG eller Agro Supply. DLG havde i 2002 en koncernomsætning på 11 mia. DKK.

Agro Danmark a.m.b.a. er en forening af grovvareleverandører med 22 medlemmer. Medlemmerne er pålagt en købsforpligtelse. Agro Danmark havde i 2000 en omsætning på ca. 814 mio. DKK.

Forsyningen med foderråvarer er international, og styrelsen har i vurderingen lagt vægt på, at aftalen ikke har nogen mærkbar virkning på det internationale indkøbsmarked, bl.a. fordi parterne har en markedsandel på under 5 pct.

På det danske distributionsmarked vil der, som følge af det fælles indkøb, være en vis risiko for, at parterne samordner deres salgsbetingelser, bl.a. fordi parterne får næsten identiske omkostninger. Dertil opstår der en risiko for afskærmning af markedet, idet parterne sammen med den næststørste indkøber (de lokale og regionale andelsgrovvareforeninger, der samarbejder i DLA) står for mindst 80 pct. af den danske forsyning. Derved kan udenlandske leverandører få vanskeligheder ved indsalg til markedet.

Konkurrencestyrelsen finder imidlertid ikke, at disse begrænsninger kan tillægges en sådan vægt, at samarbejdet er omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1.

Dette begrundes med, at risikoen for at parterne samordner deres salgsbetingelser reduceres bl.a. fordi størstedelen af foderråvarerne forarbejdes før videresalg og ved fremstilling af foderblandinger spiller foderråvarerne kun en mindre rolle.

Med hensyn til markedsafskærmningen gælder at medlemmerne af DLG (og DLA) ikke har nogen købsforpligtelse og udenlandske leverandør kan således foretage indsalg til disse. Derved undgås at der opstilles væsentlige barrierer for importen.

Der kan således sker import uden om Agro Supply. DLG har forpligtet sig til at stille samlastning og havnefaciliteter til rådighed, jf. tilsagnene til Konkurrencerådet efter fusionen med dele af KFK.