Afgørelse

Nummer
3/1120-0301-0041/lt/FF

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Samarbejde om indkøb af gødning

Agro Danmark a.m.b.a fik meddelt ikke-indgrebserklæring i forhold til tilknytning til et eksisterende samarbejde mellem DLG og Svenska Läntmannen i forhold til indkøb af gødning, da aftalen ikke var tilstrækkelig mærkbar til at være omfattet af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler.

Konkurrencestyrelsen har meddelt en § 9–erklæring til en aftale, som tilknytter Agro Danmark a.m.b.a. (AD) til et allerede eksisterende samarbejde mellem Dansk Landbrugs Grovvareselskab (DLG) og Svenska Läntmannen ek (SLR).

Efter parterne har haft høringsudkastet forelagt er aftalens bestemmelse omkring uopsigelighed indtil 30. juni 2005 ophævet. Aftalen indeholder derefter ingen bestemmelser, der er omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1.

Samarbejdet mellem DLG og SLR drejer sig om indkøb af gødning gennem det fælles etablerede selskab SweDane Fertilizer, som styrelsen den 13. december 2000 gav en ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9. Konkurrencestyrelsen lagde herved vægt på at DLG, som er grovvareleverandør til danske landmænd, ikke var i konkurrence med SLR, som er grovvareleverandør til svenske landmænd, jf. rådsmødet den 20. december 2000. Derudover lagde styrelsen vægt på, at samarbejdet var nystartet.

AD er en fælles indkøbsorganisation for 21 privatejet grovvareselskaber. I 2001 omsatte AD for 1,3 mia. kr. AD omsætter først og fremmest foderråvare (soja mv.), gødning og planteværn.

Det forhold at AD er kommet med i samarbejdet ændrer ikke væsentligt på konkurrenceforholdene på det internationale indkøbsmarked. Parterne vil fortsat have en beskeden markedsandel på indkøbsmarkedet og aftalen vil således ikke have nogen mærkbar virkning på konkurrencen på dette marked.

Derimod vil ADs tilknytning til samarbejdet medføre, at DLG og AD tilsammen kommer til at dække knap 50 pct. af det danske distributionsmarked. Dette kan betyde, at der opstår en risiko for samordnede salgsbetingelser DLG og medlemmerne af AD imellem – især da gødning ikke kræver nogen forarbejdning før salg. Denne risici for samordnet adfærd bliver imidlertid begrænset af, at hovedparten af landmændenes gødningskøb sker samtidig med og i forlængelse af de 1-årige foderkontrakter. Således er prisen for gødning ikke den eneste konkurrenceparameter. Dertil kommer, at parterne konkurrerer på service fx udlejning af udstyr og rådgivning. Styrelsen vurderer derfor, at risikoen for samordning af priser mv. ikke er så betydelig, at aftalen af den grund er omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1.

Når en så stor del af markedet går sammen om at købe ind, kan det skabe nogle afskærmningseffekter, således at leverandører, der ønsker, at afsætte handelsgødning til det danske marked kan få vanskeligheder ved at finde en samarbejdspartner og dermed også den nødvendige adgang til havnefaciliteter, lokaldistribution mv.

Styrelsen har dog ved vurderingen lagt vægt på, at landmændene ikke er bundet af bestemmelser om købspligt fra deres grovvareleverandør. Afskærmningseffekten reduceres ligeledes af, at flere store landmænd vælger at købe deres gødning direkte fra skibe eller havneterminaler, hvilket giver andre leverandører mulighed for at afsætte til det danske marked uden etablering af lokaldistribution og oplagring mv.

Endvidere har styrelsen lagt vægt på, at parterne efter bestemmelsen om uopsigelighed indtil 30. juni 2005 er ophævet – kan træde ud af aftalen med et forholdsvist kort varsel. Parterne får således mulighed for at træde ud af samarbejdet med et varsel på et år, således at aftalen ophører 30. juni året efter opsigelse er afgivet. Derved vil evt. gødningsleverandører også have mulighed for at kunne indgå aftaler om indkøb af gødning med parterne i SDF inden for en frist på godt 1 år.

Samlet har Konkurrencestyrelsen har derfor vurderet at ovenstående konkurrencebegrænsning ikke kan anses for at være tilstrækkelig mærkbar til, at aftalen er omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1.