Afgørelse
Nummer
3/1120-0301-0301/ISA/JKM
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Anmeldelse af samarbejde om indkøb af gas Decentral Gashandel ApS
Samarbejdet i Decentral Gashandel ApS udgjorde ikke en mærkbar konkurrencebegrænsning. Der kunne derfor meddeles erklæring om ikke-indgreb.
Rådsmødet den 3. november 2004
Foreningen Danske Kraftvarmeværker har stiftet selskabet Decentral Gashandel ApS, hvis formål er at virke som formidler af gashandelsaftaler. Selskabet modtager fuldmagt fra decentrale kraftvarmeværker og andre aftagere af gas, og udarbejder herefter udbudsmateriale, som sendes til gasleverandører. Gasleverandørerne afgiver tilbud på den samlede gasmængde for alle aftagerne. Der er således tale om et indkøbsfællesskab.
Konkurrencestyrelsen har i henhold til konkurrencelovens § 9 meddelt, at styrelsen ikke efter de forhold, som styrelsen har kendskab til, finder, at samarbejdet i Decentral Gashandel ApS udgør en mærkbar konkurrencebegrænsning omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1.
Konkurrencestyrelsen har lagt vægt på, at de deltagende virksomheders gasforbrug udgør ca. 2,5 % af det samlede danske forbrug, og at denne andel ikke er stor nok til at markedet vil kunne blive påvirket mærkbart.
Afgørende for Konkurrencestyrelsen er også, at samarbejdet vil kunne styrke konkurrencen på gasmarkedet. På udbudssiden er markedet præget af én stor leverandør. Et indkøbsfællesskab vil kunne styrke aftagerne af gas, og måske gøre det attraktivt for andre leverandører at trænge ind på markedet. Dermed kan der komme et pres på den dominerende leverandør.
Det kan ikke afvises, at enkelte af de industrielle gasaftagere i samarbejdet er konkurrenter på tilstødende markeder, hvilket kan være et konkurrencemæssigt problem. Konkurrencestyrelsen er dog samtidig af den opfattelse, at dette modsvares af den høje koncentration på udbudssiden.
Konkurrencestyrelsen lægger også vægt på, at samarbejdet ikke binder de deltagende virksomheder for mere end 1 år ad gangen.
At kraftvarmeværker og andre industrielle virksomheder via samarbejdet kan få en lavere omkostning til naturgas, kan endvidere komme forbrugerne til gode ved lavere priser på varer i efterfølgende led.