Afgørelse

Nummer
3/1120-8901-1460/jf/fi

Emner

  • § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling

Arla Foods har ændret udmeldelsesreglerne for økologer og vil også ændre bestemmelserne om negativ udligning

Arla Foods tillempede opsigelsesvarslet i kontrakterne med de økologiske andelshavere, samt ændrede opkrævningen af negativ udligning.

Konkurrencerådets møde den 25. februar 2004

I fortsættelse af den offentlige debat om Arla Foods har selskabet meddelt, at bestyrelsen har besluttet at tillempe opsigelsesvarslet i kontrakterne med de økologiske andelshavere, således at disse stilles ens i forhold til konventionelle andelshavere.

Det betyder, at de økologiske andelshavere fra at have et opsigelsesvarsel på mellem 13 og 25 mdr. nu kan opsige deres kontrakter med et varsel på mellem 4 og 16 mdr. Arla Foods skal fortsat give mellem 13 og 25 mdr’s varsel, hvis selskabet ønsker at opsige økologiske andelshavere.

Bestyrelsen vil desuden indstille, at repræsentantskabet på sit møde i marts 2004 beslutter en ændring af vedtægterne, således at opsigelsesvarslet for alle andelshavere bliver på maksimalt 12 mdr. mod 16 mdr. i dag. En sådan beslutning kræver en vedtægtsændring og 75 pct. tilslutning i repræsentantskabet.

Arla Foods har desuden på de nyligt afholdte kredsmøder drøftet forskellige former for individuel kapital. Hidtil har stort set al kapital i Arla Foods været fælles, og andelshaverne kunne ikke få udloddet kapital ved udmeldelse eller ophør. Arla Foods forventer, at beslutningen om en eventuel ny kapitalmodel kan træffes på repræsentantskabsmødet i juni. Forinden skal selskabet have afdækket de juridiske og skattemæssige forhold. En ny model kræver en vedtægtsændring, der kun kan besluttes af repræsentantskabet.

I forlængelse heraf har Arla Foods meddelt, at bestyrelsen har besluttet, at så længe processen omkring kapitalforhold pågår, har man suspenderet opkrævningen af negativ udligning for så vidt angår nye andelshavere, der optages enkeltvis i perioden fra den 1. februar 2004 og til den 30. september 2004. Spørgsmålet om negativ udligning vil blive behandlet på repræsentantskabet i juni i sammenhæng med behandlingen af kapitalforholdene.

Suspensionen gælder imidlertid kun for nye andelshavere, og de 54 andelshavere, der p.t. betaler negativ udligning, får således ikke gavn heraf.

Det bemærkes, at rådet i august 2002 påbød Arla Foods at ophæve ordningen om negativ udligning, der betyder at en ny andelshaver ved optagelse i Arla Foods skal betale et beløb svarende til 90-100.000 kr., som han ikke kan få med ud igen, hvis han senere udtræder. Konkurrenceankenævnet underkendte imidlertid afgørelsen.

Tidligere - i november 2001 – påbød rådet Arla Foods at ændre opsigelsesvarslet for de økologiske leverandører, således at dette kom til at svare til udmeldelsesfristen for konventionelle leverandører. Dette påbud blev ligeledes ophævet i ankenævnet.