Afgørelse

Nummer
3/1120-0301-0279/HLA/ISA

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Forlængelse af fritagelse af aftaler mellem Århus Kommune og Århus MiljøCenter

Aftalekompleks mellem Århus Kommune og Århus MiljøCenter indholdte forsat bestemmelser i strid med forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler. Aftalen kunne imidlertid opnå forlængelse af den individuel fritagelse, da Århus MiljøCenters eneret ville blive udbudt i 2005.

Rådsmødet den 26. maj 2004

Den 21. juni 2000 gav Konkurrencerådet en individuel fritagelse på 3 år til et aftalekompleks indgået mellem Århus Kommune og Århus Renholdningsselskab

Fritagelsen var dels betinget af, at Århus Renholdningsselskabs eneret til afhentning af husholdningsaffald blev sendt i udbud senest i 2006, dels at udlejning af bygninger til entreprenører sker på åbne og ikke-diskriminerende vilkår, således at lejen ikke overstiger markedslejen.

Århus Renholdningsselskab har i mellemtiden skiftet navn til Århus MiljøCenter.

Det er fortsat de oprindeligt anmeldte aftaler, der gælder. Konkurrencestyrelsen mener fortsat, at to forhold i aftalekomplekset er omfattet af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i konkurrencelovens § 6, stk. 1, nemlig at Århus Renholdningsselskab/Århus MiljøCenter har eneret til afhentning af husholdningsaffald, samt at andre entreprenører er forpligtede til at leje garage- og personalefaciliteter af Århus Renholdningsselskab/Århus MiljøCenter. Aftalekomplekset kan derfor ikke få en ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9.

Det var oprindeligt planlagt, jf. Konkurrencerådets afgørelse af 21. juni 2000, at det sidste udbud af afhentning af husholdningsaffald skulle gennemføres i 2006. Århus Kommune har oplyst, at udbudene nu er fremrykket, således at sidste opgaveoverdragelse forventes at ske ca. august 2005. Konkurrencestyrelsen finder, at fremrykningen af proceduren for udbud af Århus MiljøCenters eneret medfører, at betingelserne i konkurrencelovens § 8, stk. 1, er yderligere opfyldt.

Der er ikke sket ændringer i forhold til forpligtelsen for andre entreprenører til at leje garage- og personalefaciliteter af Århus Renholdningsselskab/Århus MiljøCenter. Konkurrencestyrelsen finder derfor, at betingelserne for individuel fritagelse fortsat er opfyldt. Konkurrencestyrelsen anbefaler dog, at Århus Kommune snarest muligt opsiger kontrakten, såfremt det ikke vurderes at medføre ineffektiv udnyttelse af Århus MiljøCenters anlæg til skade for en effektiv samfundsmæssig ressourceanvendelse.

Efter anmodning fra anmelder gives fritagelsen for 4 år fra det tidspunkt, hvor den tidligere fritagelse udløb, det vil sige til den 23. maj 2007.