Afgørelse

Nummer
3/1120-0301-0126/HWJ/ISA

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Fritagelse af oliebranchens udfasningsplan for MTBE

Oliebranchens Fællesrepræsentation fik meddelt fritagelse efter konkurrencelovens § 8 for en aftale vedrørende en udfasningsplan for MTBE i benzin, da aftalen var med til at fremme effektiviteten og udviklingen af alternativer til MTBE.

Rådsmødet den 28. april 2004

Konkurrencestyrelsen har i medfør af konkurrencelovens § 8, stk. 1, meddelt Oliebranchens Fællesrepræsentation en fritagelse for en aftale, indgået af de danske olieselskaber, vedrørende en udfasningsplan for MTBE i benzin.

Aftalen indebærer primært, at selskaberne har forpligtiget sig til at ophøre med at anvende MTBE i oktan 92 og 95 benzin, og at definere et begrænset net af servicestationer af høj teknisk standard fordelt over hele landet, hvorfra oktan 98 benzin sælges. Sidstnævnte aftalevilkår udgør en horisontal markedsdeling, som er omfattet af forbuddet i konkurrencelovens § 6, og aftalen gives derfor ikke en ikke-indgrebserklæring efter lovens § 9.

Da formålet med aftalen er at fremme udfasningen af MTBE og sikre, at benzin indeholdende dette stof kun udbydes fra servicestationer af høj standard (med en relativ høj sikkerhed mod udslip af benzin indeholdende MTBE med forurening af jord og grundvand til følge), bevirker aftalen en mindre belastning af miljøet til gavn for hele samfundet. Dertil kommer, at aftalens parter er indstillet på, at støtte arbejdet med at finde egnede alternativer til MTBE til sikring af det rette oktantal. Disse forhold kan være med til at fremme både effektiviteten og udviklingen, og hvilket forbrugerne også vil være sikret en rimelig andel af.

Det vurderes ikke, at aftalen pålægger parterne begrænsninger, som er unødvendige for at nå aftalens mål, idet de betingelser, som ligger til grund for deltagelse i netværket, er udarbejdet ud fra lige, objektive og ikke-diskriminerende vilkår. Endvidere vurderer styrelsen ikke, at aftalen giver aftaleparterne mulighed for at udelukke konkurrencen for en væsentlig del af salget af benzin, idet slaget af oktan 98 benzin kun udgør en meget lille af det relevante marked for motorbenzin. Herudover lægges til grund, at det er frivilligt for parterne at indgå i aftalen, og at ingen selskaber på det danske marked holdes ude af aftalen.

Fritagelsen gives i henhold til konkurrencelovens § 8, stk. 3, for en periode fra tidspunktet for aftalens ikrafttrædelse den 1. maj 2001 indtil 31. december 2004. Fritagelsen gives kun for en begrænset periode, idet der fra 1. januar 2005 træder nye obligatoriske miljøspecifikationer for brændstof og diesel i kraft som følge af brændstofsdirektivet.