Afgørelse
Nummer
1120-0301-0313/KB/SEK
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Samarbejdsaftale mellem Ældre Sagen og F.A. Thiele A/S godkendt
Samarbejdsaftale mellem Ældre Sagen og F.A.Thiele A/S var omfattet af en erklæring om ikke-indgreb, da eksklusivbestemmelserne i aftalen ikke havde en sådan markedspåvirkning, at der var tale om en aftale omfattet af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler.
Rådsmødet den 28. januar 2004
Konkurrencestyrelsen har godkendt en samarbejdsaftale mellem Ældre Sagen og F.A. Thiele A/S, som parterne havde anmeldt med anmodning om en ikke-indgrebserklæring efter § 9, subsidiært en individuel fritagelse efter § 8, stk. 1.
Aftalen går i korte træk ud på, at Ældre Sagen via foreningens medlemsblad, hjemmeside og diverse hverveaktiviteter mv. aktivt – og mod betaling – markedsfører Thiele over for medlemmer og potentielle medlemmer. Samtidig giver Ældre Sagen Thiele adgang til informationer fra foreningens ældrepolitiske rådgivnings- og servicefunktioner til brug for Thieles produkt- og serviceudvikling på ældreområdet.
Til gengæld forpligter Thiele sig til at udvikle og levere optiske løsninger, der er rettet mod målgruppen 50+ i al almindelighed og Ældre Sagens medlemmer i særdeleshed. Thiele skal ud over jævnlige særtilbud yde organiseret rabat på 10% til Ældre Sagens medlemmer ved kontantkøb af optiske produkter. Desuden skal Thiele ud over betaling for annonceformidlingen bidrage økonomisk til forskellige udviklingsprojekter og -aktiviteter.
Selv om Ældre Sagen er en forening af private forbrugere, har styrelsen fundet, at det forhold, at Ældre Sagen via aftalen har påtaget sig en aktiv rolle med henblik på at tilskynde medlemmerne til at foretage deres køb af synshjælpemidler hos Thiele, betyder, at foreningen er omfattet af virksomhedsbegrebet (dette er i overensstemmelse med rådets beslutning vedr. en tilsvarende aftale mellem Ældre Sagen og Codan Forsikring, jf. rådsmødet den 26. januar 2000, dagsordenens punkt 3). Desuden fandt styrelsen, at Ældre Sagen ved foreningens salg af annonceplads i medlemsbladet mv. under alle omstændigheder er aktiv på annonceformidlingsmarkedet.
Parternes omsætning og markedsandel betyder, at aftalen her og nu er omfattet af bagatelreglerne i konkurrencelovens § 7, stk. 1, men da denne situation vil kunne ændre sig på meget kort sigt, har styrelsen samtidig vurderet, om aftalen har nogen kvalitativt mærkbar påvirkning af konkurrencen.
Aftalen indeholder alene to eksklusivbestemmelser, som eventuelt kunne have betydning for konkurrence på markedet, nemlig to bestemmelser, hvorefter Thiele forpligter sig til at afstå fra at indgå lignende aftaler med konkurrerende ældreorganisationer, og Ældre Sagen forpligter sig til ikke aktivt at markedsføre andre optikkæder.
Konkurrencestyrelsen fandt – i overensstemmelse med rådets afgørelse om lignende bestemmelser i den nævnte sag om Ældre Sagens aftale med Codan Forsikring – at disse eksklusivbestemmelser ikke kan antages at have en sådan markedspåvirkning, at der er tale om en konkurrencebegrænsning omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1.
Styrelsen lagde i den forbindelse vægt på,
- at andre ældreorganisationer har rig mulighed for at indgå lignende aftaler med andre optikere og optikkæder,
- at alle over 50 år frit kan melde sig ind i Ældre Sagen, også selv om de eventuelt er medlem af en anden ældreorganisation,
- at medlemmer af Ældre Sagen på ingen måde er bundet af aftalen, men frit kan vælge eller fravælge tilbuddet,
- at Thiele frit kan markedsføre sig via andre medier over for den ældre del af befolkningen i al almindelighed og i øvrigt frit kan indgå rabataftaler med andre interessegrupper,
- at aftalen ikke forhindrer andre optikere og optikkæder i at udvikle tilbud til den samme målgruppe på 50+, herunder også tilbud, som Ældre Sagens medlemmer kan benytte sig af, og
- at andre optikere og optikkæder, der måtte ønske det, fortsat kan annoncere i Ældre Sagens medlemsblad, hvis blot de selv retter henvendelse herom.
På denne baggrund har styrelsen imødekommet parternes primære anmodning om en ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9.