Afgørelse
Nummer
1120-0389-0013/BHH/SEK
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Stokke Danmarks ApS - forhandleraftale
Stokke Danmark ApS' forhandleraftale var omfattet af gruppefritagelsen for vertikale aftaler, da Stokke Danmark ApS havde en markedsandel på under 30 % på det relevante marked.
Rådsmødet den 28. januar 2004
Stokke Danmark ApS har anmeldt deres forhandleraftale med henblik på at få en ikke indgrebserklæring, jf. konkurrencelovens § 9. Styrelsen fandt, at forhandleraftalen var omfattet af gruppefritagelsen for vertikale aftaler og dermed undtaget fra forbuddet i konkurrencelovens § 6.
Med forhandleraftalen er der etableret et selektivt salgssystem, da kun autoriserede forhandlere, der opfylder de i forhandleraftalen anførte kriterier, kan blive godkendt som autoriserede Stokkeforhandlere. Sådanne systemer indebærer en begrænsning i antallet af udbydere og er som udgangspunkt omfattet af konkurrencelovens § 6. Gruppefritagelsen for vertikale aftaler undtager imidlertid selektivesalgsystemer fra forbuddet i konkurrencelovens § 6, hvis leverandøren har en markedsandel på mindre end 30% og aftalen i øvrigt ikke indeholder nogle af de i gruppefritagelsen nævnte forbudte bestemmelser.
Konkurrencerådet har tidligere behandlet sager vedrørende Stokke. I disse sager blev markedet afgrænset til det danske marked for høje justerbare barnestole, hvorpå Stokke havde en markedsandel på 70%. Da der efter vedtagelsen af konkurrencelovens § 5a skal indgå en vurdering af både efterspørgsels- og udbudssubstitutionen, har styrelsen foretaget en analyse heraf.
Produktmarkedet kan efter styrelsens vurdering ikke længere afgrænses til et særskilt marked for høj justerbare barnestole. Formålet med en barnestol er at bringe barnet i niveau med bordet. Dette kan ske med en høj justerbar barnestol, en ikke-justerbar høj stol og stoleforhøjere. Styrelsen er opmærksom på, at der især i Nordeuropa kan være en særlig præstige forbundet med at anvende Stokkes barnestol i stedet for billigere modeller. Denne særlige præference betyder imidlertid ikke, at der er et særligt grossistmarked for høje justerbare barnestole. Set fra forbrugerens synsvinkel er de forskellige typer af barnestole substituerbare. Styrelsen har foretaget en undersøgelse blandt importører af barnestole, som ligeledes indikerer, at Stokkestolen konkurrerer med såvel øvrige høje justerbare barnestole, som de ikke justerbare og stoleforhøjerne. For så vidt angår udbudssubstitutionen fandt styrelsen, at mange producenter af barnestole relativt let og økonomisk rentabelt vil kunne skifte produktion til en af de nævnte typer barnestole. Som eksempel herpå har møbelkæden Ikea blandt andet udvidet sit sortiment ved at sætte en høj barnestol i produktion.
Det geografiske marked er det europæiske, da der ikke er formelle barrierer for handel over landegrænserne, og samtidig er relativt lette at transportere. Styrelsen har endvidere foretaget en undersøgelse, som viser, at der sælges flere udenlandske barnestole i Danmark og at Stokkes salg af barnestole ligger relativt højt i Nord- og Mellemeuropa og er stigende i Sydeuropa. Styrelsen har derfor fundet, at markedet er det europæiske marked for barnestole.
På det europæiske marked for barnestole har Stokke en markedsandel på under 30%, og da forhandleraftalen ikke indeholder nogle af de i gruppefritagelsen forbudte bestemmelser, har styrelsen meddelt Stokke, at forhandleraftalen er omfattet af gruppefritagelsen.