Afgørelse
Nummer
3/1120-0301-0343/ISA/LDA
Emner
- § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
Aftale mellem Viasat A/S og TDC Kabel TV A/S
Distributionsaftale mellem Viasat A/S og TDC Kabel TV A/S kunne få en ikke-indgrebserklæring, da aftalens bestemmelse om mestbegunstigelse blev ophævet.
Viasat A/S og TDC Kabel TV A/S har anmeldt en distributionsaftale med anmodning om ikke-indgrebserklæring subsidiært en individuel fritagelse.
Aftalen vedrører i første række TDC Kabel TV’s ret til at distribuere TV3, 3+ og Viasat Sport til sine kunder, der primært er kabelnetkunder. Der er tale om en vertikal aftale. Aftalen indeholder bl.a. bestemmelser om pris- og rabatregulering i forhold til andre distributører, samt bestemmelser om målrabat for Viasat Sport og og mestbegunstigelse i forhold til andre distributionsformer end kabel.
Konkurrencestyrelsen meddelte parterne, at bestemmelserne i aftalen om pris- og rabatregulering i forhold til andre distributører og aftalens bestemmelse om målrabat for Viasat Sport ikke udgjorde en konkurrencebegrænsning i strid med konkurrencelovens § 6. Konkurrencestyrelsen meddelte samtidig parterne, at bestemmelsen om mestbegunstigelse i forhold til andre distributionsformer end kabel derimod udgjorde en konkurrencebegrænsning i strid med konkurrencelovens § 6. Aftalen kunne derfor ikke opnå en ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9 i dens oprindelige udformning. Aftalen fandtes endvidere ikke at kunne opnå en fritagelse efter konkurrencelovens § 8.
Parterne meddelte herefter Konkurrencestyrelsen, at bestemmelsen om mestbegunstigelse ophævedes med øjeblikkelig virkning.
På denne baggrund meddelte Konkurrencestyrelsen, at aftalen kunne få en ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9.
Aftalens afsnit 3 omhandler pakketering og placering af TV-kanalerne i TDC Kabel TV’s programpakker. Da Konkurrencestyrelsen for tiden er i gang med en sideløbende undersøgelse af, hvorvidt disse bestemmelser er konkurrencebegrænsende, meddelte Konkurrencestyrelsen samtidig parterne, at den meddelte ikke-indgrebserklæring ikke omfattede den anmeldte aftales afsnit 3 om pakketering og placering i programpakker, idet Konkurrencestyrelsen forbeholdt sig at tage disse forhold op til behandling på et senere tidspunkt.