Afgørelse

Nummer
3/1158-0100-0778/ISA/TWA

Emner

  • § 2 - Offentlig regulering

Bindende udtalelse om TDC's maksimalprisregulering for 2006 for faste kredsløb under forsyningspligt

Konkurrencerådets udtalelser vedrørende de lovregulerede maksimalprisers overensstemmelser med konkurrenceloven. TDC's maksimalpriser for 2006 blev taget til efterretning.

Konkurrencestyrelsens afgørelse 24. oktober 2005

Ifølge telelovgivningen skal Konkurrencerådet afgive bindende udtalelse om, hvorvidt de lovregulerede maksimalpriser for faste kredsløb under forsyningspligt er i overensstemmelse med konkurrenceloven. Generelt gælder, at IT- og Telestyrelsen påser, at omkostnings-grundlaget for prissætningen af de pågældende ydelser er korrekt udregnet, mens Konkurrencerådet skal bedømme om prissætningen giver anledning til konkurrenceforvridning.

Faste kredsløb omfatter en kundes køb af ubegrænset trafikmængde af en dedikeret forbindelse af en given båndbredde mellem to geografiske punkter, fx til telefoni eller dataudveksling mellem moder- og datterselskab. Faste kredsløb opdeles i 2 tråds, 4 tråds, 64 kbit/s og 2 Mbit/s kredsløb, som igen opdeles i lokale og mellemcentrale kredsløb, som endelig opdeles efter længden på det pågældende kredsløb. Det enkelte kredsløb kan endvidere opdeles i delydelserne oprettelse og leje.

Konkurrencestyrelsen har fra IT- og Telestyrelsen modtaget et oplæg for TDC’s maksimal-priser for 2006 med henblik på afgivelse af en bindende udtalelse om hvorvidt forslaget giver anledning til konkurrenceforvridning. Oplægget indeholder prisstigninger for oprettelse og leje af de korteste, lokale 2 tråds og 4 tråds kredsløb, men prisfald for oprettelser af alle typer 64 kbit/s og 2 Mbit/s kredsløb. Dog stiger lejen for de korteste, lokale 64 kbit/s og de korteste lokale og mellemcentrale 2 Mbit/s kredsløb. Samlet set indebærer oplægget et vægtet gennemsnitligt prisfald på XX pct. for alle kredsløbene i forhold til maksimalpriserne for 2005.

TDC oplyser, at oplægget medfører, at pris/omkostningsforhold nærmer sig 1 for de fire kredsløbstyper 2 tråds, 4 tråds, 64 kbit/s og 2 Mbit/s kredsløb, dog således at der fortsat er XX for omkostningerne for 2 tråds og 4 tråds kredsløb og XX for omkostningerne for 64 kbit/s og 2 Mbit/s. Det kan endvidere konstateres, at oplægget giver anledning til en negativ margin mellem engros- og detailpriser på oprettelsen af lokale 64 kbit/s og 2 Mbit/s kredsløb. TDC oplyser imidlertid, at der vil være en positiv margin på alle kredsløbstyper, når der samlet ses på oprettelse og leje indenfor en 3 års periode.

På den baggrund har Konkurrencestyrelsen taget de foreslåede maksimalpriser for 2006 til efterretning, idet styrelsen har lagt vægt på, at tilpasningen af priserne til de underliggende omkostninger er fortsat, og idet Konkurrencestyrelsen forventer, at problemet med negative marginer på enkeltydelser stort set kan fjernes i det forslag til maksimalpriser for faste kredsløb, der fremlægges for 2007.