Afgørelse

Nummer
3/1120-0301-0330/FI/hgo

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler

Etablering af indkøbsselskab for selvstændige benzinforhandlere

BFI Indkøb A/S fik meddelt, at der ikke var forhold i forbindelse med BFI Indkøb A/S, som var omfattet af konkurrencelovens forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler.

Rådsmødet den 27. april 2005

Konkurrencestyrelsen har meddelt indkøbsselskabets BFI Indkøb A/S, at der ikke efter de forhold, styrelsen er bekendt med, er forhold i forbindelse med BFI Indkøb A/S, der er omfattet af konkurrencelovens § 6 om forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler.

BFI Indkøb A/S er et indkøbsselskab stiftet af forhandlerforeningerne for Shell, Hydro Texaco og Statoil. Forhandlerforeningerne repræsenterer de selvstændige forhandlere (ejere og forpagtere) i hvert af de tre benzinselskaber.

De selvstændige benzinforhandlere (ejere og forpagtere) har en samlet markedsandel på knap 20 pct. på nærbutikmarkedet (kiosker m.v.), der udgør ca. 15 pct. af det samlede dagligvaremarked. Opgørelsen er inklusiv de selvstændige forhandlere i dk.benzin og Q8, der ikke er med i BFI Indkøb A/S. Der er fortrinsvis tale om små og mellemstore benzinstationer. De store stationer drives hovedsageligt af benzinselskaberne.

BFI Indkøb A/S’ formål er at styrke de selvstændige forhandleres stilling i relation til indkøb af dagligvarer m.v. Selskabet skal skaffe forhandlerne bedre priser, rabatter, bonusforhold m.v. på indkøbene hos producenter og grossister eksklusiv kontrakter om benzin og motorolie. Disse kontrakter hviler på forhandlernes aftaler med benzinselskaberne.

BFI Indkøb A/S fastsætter ikke vejledende priser for de varer, der købes gennem selskabet, og deltagelse i BFI Indkøb A/S afskærer ikke forhandlerne fra at handle med andre leverandører end dem, som BFI Indkøb A/S har kontrakt med, men forhandlerne må ikke være medlem af konkurrerende indkøbsforeninger.