Afgørelse
Nummer
3/1120-0100-1191/FI/AWF
Emner
- § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling
Ny Afgørelse
Sag om Henywells prispolitik blev lukket, da klager og Honeywell selv indledte drøftelser vedrørende prisfastsættelsen.
Konkurrencestyrelsens afgørelse 31. august 2005
Konkurrencestyrelsen har modtaget en klage over Honeywells prispolitik vedrørende manualer til brug ved reparation af Honeywells flymotorer.
Det principielle i sagen var, at en producent af flymotorer ved at sætte priserne for essentiel teknisk information vedrørende producentens flymotorer højere over for reparatører, der ikke indgår i producentens netværk (”uautoriserede reparatører”), end over for reparatører, der indgår i netværket (”autoriserede reparatører”), i praksis kan umuliggøre, at uautoriserede reparatører kan udføre reparationer og vedligeholdelse på producentens flymotorer.
Honeywell var uenig i klagepunkterne, men efter korrespondance med Konkurrencestyrelsen har klager og Honeywell selv indledt drøftelser vedrørende prisfastsættelsen af Honeywells manualer. Klager har derfor anmodet Konkurrencestyrelsen om at sætte sagen i bero. På denne baggrund forventer Konkurrencestyrelsen, at parterne vil finde frem til en løsning, og har derfor i medfør af konkurrencelovens § 14, stk. 1, 3 punktum besluttet at lukke sagen.