Afgørelse
Nummer
3/1107-0100-0004/DS/MVN
Emner
- § 2 - Offentlig regulering
Konkurrenceudsætning af Arbejdstilsynets tilsyn med elevatorer, kedler m.v.
På baggrund af analyse af konkurrencebegrænsende love og regler i dansk lovgivning besluttede regeringen, at Arbejdstilsynet skulle udforme akkrediteringsordninger, så private virksomheder kunne certificeres som bemyndigede organer til at gennemføre tilsyn med elevator og trykbeholdere.
Finansministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet herunder Konkurrencestyrelsen igangsatte i 2003 et regelforenklingsarbejde med henblik på at nedbringe antallet af konkurrencebegrænsende love og regler i dansk lovgivning.
Et af de områder, der blev analyseret, var tilsynet med elevatorer og trykbeholdere. Undersøgelsen blev bl.a. sat i gang fordi Konkurrencerådet siden 1991 flere gange har anbefalet, at private virksomheder fik adgang til at udføre disse kontrolopgaver.
Tilsynet gennemføres i dag af Arbejdstilsynet, som er det bemyndigede organ på området. Der er derfor ingen konkurrence om at levere denne ydelse. Analysen viste, at tilsynet lige så godt kunne uddelegeres til private virksomheder, som opfylder en række objektive kriterier. På den måde ville flere virksomheder kunne udføre dette arbejde og forbrugerne vil få en større valgfrihed både mht. kvalitet og pris.
Regeringen besluttede derfor på baggrund analysen, at Arbejdstilsynet skal udforme akkrediteringsordninger, så private virksomheder kan certificeres som bemyndigede organer til at gennemføre disse tilsyn.
Arbejdstilsynets driftskontrol med trykbærende udstyr skal derfor i løbet af de næste tre år omlægges, så hele området kan varetages af private aktører senest oktober 2007. I løbet af to år herefter skal Arbejdstilsynets driftskontrol med elevatorer ligeledes lægges ud til private virksomheder.
Arbejdstilsynet vil gradvist trække sig ud af løsningen af disse opgaver og i stedet alene forestå opgaven med at udpege og kontrollere de private virksomheder, som bliver tildelt opgaverne. Omlægningen er dog afhængig af, at der er private aktører, som kan og vil udføre de pågældende opgaver.