Afgørelse

Nummer
3/1120-0100-1327/SEK/CF

Emner

  • §11 a - Konkurrenceforvridende støtte

Undervisningsministeriet opfylder rådets betingelser i TUR-sagen

Undervisningsmateriale var blevet gjort tilgængeligt på internettet for at opfylde påbud afsagt i forhold til Undervisningsministeriets ulovlige og konkurrenceforvridende støtte.

Konkurrencestyrelsens afgørelse 22. juni 2005

Konkurrencerådet påbød den 23. februar 2005 Undervisningsministeriet at ophøre med den ulovlige og konkurrenceforvridende indirekte støtte til Transporterhvervets Uddannelsesråds forlag (TUR Forlag), jf. konkurrencelovens § 11a. Problemet i sagen var, at TUR Forlag uden at skulle betale vederlag havde opnået en uhjemlet eneret til at udgive undervisningsmateriale, der er udviklet af TUR med støtte fra Undervisningsministeriet, der også har ophavsret til materialet. Støtten udgjorde i alt 102.182,- kr. Ifølge rådet skulle den ulovlige støtte anses for ophørt, når materialet var gjort tilgængelig for alle på lige fod, og det skulle ske inden for en frist på 3 måneder. Rådet fandt endvidere, at der efter omstændighederne ikke var grundlag for et tilbagebetalingskrav, hvis ministeriet overholdt tre måneders fristen.

Undervisningsministeriet har ved brev af 19. maj 2005 oplyst til Konkurrencestyrelsen, at materialet nu er gjort tilgængeligt på internettet på adressen http://www.emu.dk/, under titlen ”Kørselsdynamik – 2000”. Ministeriet har dermed opfyldt det af rådet meddelte påbud inden for den fastsatte tidsfrist.