Afgørelse

Nummer
4/0120-0100-0091/TUK/CF

Emner

  • §11 a - Konkurrenceforvridende støtte

Hjørring Kommunes priser for praktisk hjælp

Klage over konkurrenceforvridende statsstøtte fra Hjørring Kommune for pris ved levering af praksis hjælp blev afsluttet, da Hjørring Kommunes pris efterfølgende steg, som følge af nye beregninger.

Rådsmødet den 29. november 2006

En privat serviceleverandør har klaget til styrelsen over Hjørring Kommunes pris for levering af praktisk hjælp i hjemmet som fritvalgsydelse. Hvis kommunen har fastsat en for lav pris i forhold til omkostningerne, er det ensbetydende med, at kommunen i strid med konkurrencelovens § 11a har ydet selektiv støtte til sin egen virksomhed. Styrelsen har på den baggrund undersøgt, om timeprisen er kalkuleret på grundlag af alle dermed forbundne omkostninger.

Hjørring Kommunes opgørelse af de samlede direkte og indirekte omkostninger ved levering af praktisk hjælp er foretaget på grundlag af kommunens regnskab for 2005. Endvidere er de nødvendige oplysninger om kommunens faktisk leverede praktiske hjælp i hjemmet baseret på en aktuel stikprøveundersøgelse fra andet halvår 2005. Efter styrelsens opfattelse vedrører beregningsmaterialet således kommunens aktuelle leveringsforhold.

Gennemgangen viste imidlertid, at Hjørring Kommune havde fastsat en nøgle til fordeling af hjemmehjælpsafdelingens lønomkostninger på henholdsvis praktisk hjælp og personlig hjælp. Lønniveauet for personalet, der leverede praktisk hjælp, var skønsmæssigt fastsat lavere end for personalet for personlig pleje. Dette skøn er ikke nærmere dokumenteret af Hjørring Kommune.

Hjørring Kommune har derfor foretaget en ny beregning uden brug af denne fordelingsnøgle, samtidigt med at der er taget højde for, at kommunen tidligere fejlagtigt har medregnet løntillæg til personalet to gange i den samlede omkostningsopgørelse. Timeprisen for praktisk hjælp er derved steget med 14 kr. Kommunen skal således efter Socialministeriets fritvalgsregler efterregulere de private leverandører af praktisk hjælp i kommunen med forskelsbeløbet. Styrelsen har herefter ikke fundet anledning til yderligere undersøgelse af sagen, der derfor er afsluttet i henhold til konkurrencelovens § 14, stk. 1, 3. pkt.