Afgørelse
Nummer
4/0120-0100-0157/TUK/CF
Emner
- § 15 - Afvisning
Frit valg Gentofte Kommunes pris for praktisk hjemmehjælp
Gentofte Kommunes prisfastsættelse for afregningsprisen ved fritvalgsydelser var i overensstemmelse med Socialministeriet regler herom. Konkurrencestyrelsen foretog sig derfor ikke videre i sagen.
Rådsmødet den 31. januar 2007
En privat serviceleverandør har klaget til Konkurrencestyrelsen over Gentofte Kommunes afregningspris til private leverandører af praktisk hjælp som fritvalgsydelse. Klageren fandt det uforståeligt, at prisen for praktisk hjælp var faldet med 13 kr. til 249 kr. pr. time. Klageren gjorde gældende, at prisen ikke kunne være fastsat på grundlag af kommunens samlede omkostninger ved at levere ydelsen. En for lav afregningspris til de private leverandører i forhold til kommunens omkostninger ved at levere praktisk hjælp udgør en overtrædelse af konkurrencelovens § 11 a. Der er således tale om en selektiv støtte til den kommunale leverandørvirksomhed, der forvrider konkurrencen på markedet.
Styrelsen har ved gennemgang af Gentofte Kommunes redegørelse for pris-fastsættelsen imidlertid ikke fundet tegn på fejl i afregningsprisen. Årsagen til prisfaldet var bl.a., at udgifterne til elevuddannelse var trukket ud af omkostningsopgørelsen. Socialministeriet har fastslået, at elevudgifter ikke skal belaste den kommunale leverandørs omkostninger, hvis der er tale om en lovpligtig kommunal myndighedsopgave. Endvidere var de gennemsnitlige lønomkostninger til praktisk hjælp i Gentofte Kommune faldet, efter at fritvalgsområdet regnskabsmæssigt var udskilt i en særlig enhed. Personalet på fritvalgsområdet har en lavere gennemsnitsløn end det øvrige plejepersonale i kommunen, idet der uden for fritvalgsområdet hovedsagelig er tale om uddannet personale. Styrelsen har på den baggrund afvist at foretage sig videre i sagen med henvisning til konkurrencelovens § 14, stk. 1, 3. pkt.