Afgørelse

Nummer

Emner

  • § 6 / art. 101 - konkurrencebegrænsende aftaler
  • § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling

Konkurrencestyrelsen meddeler HMN Naturgas I/S erklæring om ikke-indgreb vedrørende standardaftale om servicering af naturgasfyr

HM Naturgas I/S fik meddelt erklæring om ikke-indgreb for standardaftale om servicering af naturgasfyr, da aftalen ikke var i strid med forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler eller forbuddet mod misbrug af dominerende stilling.

Konkurrencestyrelsen meddeler HMN Naturgas I/S erklæring om ikke-indgreb vedrørende standardaftale om servicering af naturgasfyr

HMN Naturgas I/S (HMN) har anmeldt en standardaftale vedrørende servicering af naturgasfyr i HMN’s distributionsområde på Sjælland mhp. at opnå:

  • en ikke-indgrebserklæring i medfør af konkurrencelovens § 9, stk. 1, eller
  • en fritagelse i medfør af konkurrencelovens § 8, stk. 1, samt
  • en erklæring om, at selskabet ikke besidder en dominerende stilling i henhold til konkurrencelovens § 11, stk. 2, eller alternativt
  • en erklæring om ikke-indgreb i forhold til den adfærd, som aftalen skaber efter konkurrencelovens § 11, stk. 5.
HMN’s standardaftale er en vertikal aftale, der skal indgås mellem HMN og vvs-virksomheder. Standardaftalen svarer til en underleveranceaftale, hvor det praktiske arbejde omkring servicering af kundernes naturgasfyr udføres af selvstændige/uafhængige vvs-virksomheder, mens kunderne faktureres direkte af HMN. Formålet med standardaftalen er at fremme driftssikkerheden såvel som kundesikkerheden og dermed mindske HMN’s omkostninger i forbindelse med driftsforstyrrelser. HMN’s standardaftale er anmeldt, inden den er trådt i kraft.

Den anmeldte standardaftale findes hverken at have til formål eller til følge at begrænse konkurrencen på markedet for gasfyrsservice. Der lægges herved bl.a. vægt på, at de i standardaftalen anvendte priser ikke fastsættes på baggrund af horisontale prisaftaler mellem vvs-virksomheder, at standardaftalen ikke indeholder eksklusiv-bestemmelser over for vvs-virksomhederne, at standardaftalen indeholder et relativt kort opsigelsesvarsel, at HMN opererer på et indtægtsrammereguleret marked og således ingen økonomiske fordele opnår ved etableringen af serviceordningen, og at de i standardaftalen fastsatte krav, som vvs-virksomhederne skal opfylde for at kunne deltage i HMN’s serviceordning er saglige og objektive.

Konkurrencestyrelsen har som følge heraf meddelt HMN en erklæring om ikke-indgreb efter konkurrencelovens § 9.

Det er ikke ex-ante muligt at fastslå, hvorvidt HMN med standardaftalen vil opnå en dominerende stilling på én eller flere relevante markeder. Konkurrencestyrelsen har derfor ikke kunnet meddele HMN en erklæring efter konkurrencelovens § 11, stk. 2.

Selv hvis HMN måtte vise sig at blive dominerende, vil den anmeldte standardaftale ikke forårsage en misbrugsadfærd fra HMN’s side. Det skyldes, at standardaftalens vilkår og betingelser ikke ses at udgøre urimelige forretningsbetingelser, at standardaftalen gælder objektivt og ikke-diskriminerende for alle vvs-virksomheder og kunder, og at der i forbindelse med indgåelsen af aftalerne ikke stilles krav om tillægsydelser, jf. § 11, stk. 1, jf. stk. 3.

Konkurrencestyrelsen har derfor også – under forudsætning af at HMN måtte være dominerende meddelt HMN en erklæring om ikke-indgreb i henhold til konkurrencelovens § 11, stk. 5.
 
Begge erklæringer om ikke-indgreb er meddelt under forbehold af, at Konkurrencestyrelsen ikke har forholdt sig til HMN’s konkrete prissætning eller evt. rabatordninger for hhv. vvs-virksomheder og kunder. HMN’s prissætning eller evt. rabat-ordninger er endnu ikke fastlagt af HMN.