Afgørelse
Nummer
4/0120-0120-0019 /LNH
Emner
- § 11 b - Ordninger om frit valg
DI Services klage over Hillerød Kommunes praksis for efterbetaling efter fritvalgsordningen
Genoptagelse af behandling af DI Services klage over Hillerød Kommunes praksis for efterbetaling af frit valg-leverandører medførte, at Hillerød Kommune skulle gennemføre efterbetalingen til de pågældende leverandører, da efterbetalingskravet var blevet rejst overfor styrelsen inden kravet blev forældet.
DI Services klage over Hillerød Kommunes praksis for efterbetaling efter fritvalgsordningen
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal herved vende tilbage i sagen vedrørende DI Services klage over Hillerød Kommunes praksis for efterbetaling af frit valg-leverandører, som styrelsen modtog den 26. juni 2009, og som styrelsen ved afgørelse af 3. september 2010 besluttede at indstille behandlingen af.
Styrelsen fremsendte den 6. september 2010 en kopi af afgørelsen til Hillerød Kommune pr. e-mail. Af afgørelsen fremgik det, at Konkurrence og Forbrugerstyrelsen ikke ville foretage sig yderligere i sagen, da Hillerød Kommune havde meddelt styrelsen, at man fremadrettet ville ændre sin praksis for efterbetaling af private leverandører af frit valgs-ydelser.
Det fremgik endvidere af afgørelsen, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke fandt grundlag for, at Konkurrencerådet kunne påbyde kommunen at gennemføre en efterbetaling for de år, hvor der var konstateret en for lav prissætning. Det blev i denne forbindelse lagt til grund, at efterbetaling kun ville kunne påbydes efterbetalt i 1 år fra styrelsens påbegyndelse af sagen, idet det blev antaget, at den l-årige forældelsesfrist i konkurrencelovens § 11b, stk. 3 fandt anvendelse 1.
Af konkurrencelovens § 11b, stk. 3 følger det, at "Medmindre andet fremgår af reglerne for den pågældende fritvalg-ordning, kan påbud om efterbetaling ikke angå betalinger, som ligger mere end 1 år forud for den dag, hvor Konkurrencestyrelsen påbegyndte en undersøgelse over for den pågældende offentlige myndighed."
Socialministeriet har med henvisning til styrelsens afgørelse i ovennævnte klagesag henvendt sig til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ved emails af 19. januar og 3. februar 2011. Socialministeriet har præciseret overfor styrelsen, at kommunernes forpligtelse til at efterbetale leverandører ved konstateret underprissætning efter servicelovens § 91, stk. 9 kan gøres gældende længere tilbage i tiden end 1 år og tidligst fra 2005, hvor frit leverandørvalg blev indført 2.
Som følge heraf finder den l-årige forældelsesfrist i konkurrencelovens § 11 b, stk. 3 ikke anvendelse på efterbetalingskrav i henhold til serviceloven, idet bestemmelsen viger for sektorspecifik regulering.
Serviceloven foreskriver ikke en forældelsesfrist, og som følge heraf vil efterbetalingskrav for ydelser i henhold til serviceloven kun være forældede, hvor dette følger af lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven) 3. Krav på fordringer opstået inden den 1. januar 2008 forældes efter den tidligere forældelseslov 4, hvoraf det følger, at sådanne krav på efterbetaling tidligst forældes 5 år efter, at kravet er opstået. Krav opstået i 2006 og 2007 vil dog forældes den 1. januar 2011 som følge af overgangsbestemmelsen i den nugældende forældelseslovs § 30, stk. 1. Hvor et kraver opstået efter den 1. januar 2008, vil det tidligst forældes 3 år efter dette tidspunkt, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.
Krav fra før den 20. maj 2005 vil ikke kunne kræves efterbetalt, idet servicelovens § 91, stk. 9 ikke var trådt i kraft på dette tidspunkt.
På baggrund af Socialministeriets præcisering af servicelovens § 91, stk. 9 har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fundet det nødvendigt at genoptage behandlingen af DI Services klage over Hillerød Kommunes efterbetalingspraksis.
I materiale fremsendt den 28. juli 2009 fra Hillerød Kommune til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fremgår det, at der for nogle ydelsestyper inden for frit valg-området er konstateret en underprissætning i årene 2005,2006 og 2007.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag, at efterbetalingskrav kan gøres gældende for underprissatte ydelser i årene 2005 (fra og med den 20. maj 2005), 2006 og 2007, idet disse krav ikke, som først antaget, var forældede på det tidspunkt, hvor DI Service klagede til styrelsen. Da efterbetalingskrav blev rejst overfor styrelsen inden krav blev forældet, skal Hillerød Kommune derfor gennemføre efterbetaling til de leverandører, som har leveret underprissatte ydelser i denne periode.
Såfremt Hillerød Kommune bekræfter, at man vil gennemføre ovennævnte efterbetaling, vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke foretage sig videre i sagen eller indbringe sagen for Konkurrencerådet med henblik på at udstede et påbud efter konkurrencelovens § Il b, stk. 2, nr. 3.
Hillerød Kommune bedes senest 4 uger efter modtagelsen af dette brev bekræfte over for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, om kommunen er indforstået med at gennemføre efterbetalingen til de private leverandører, som beskrevet ovenfor.
Kopi af dette brev er samtidig hermed sendt til klager, DI Service.
Såfremt De har spørgsmål til ovenstående, er De velkommen til at kontakte Laura Nyhuus Hansen direkte på telefon 4171 5163.
Afslutningsvist skal Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen beklage den ulejlighed, som genåbning af sagen medfører for kommunen.
1 Gældende bekendtgørelse af konkurrenceloven er lovbekendtgørelsenr. 972 af 13. august 2010. Konkurrencelovens § 11 b trådte i kraft den l. juli 2007 ved lov nr. 572 af 6. juni 2007.
2 Gældendebekendtgørelse af serviceloven er lovbekendtgørelsenr. 81af 4.februar 2011. Servicelovens § 91, stk. 9 (oprindeligt § 75 c, stk. 9) trådte i kraft den 20. maj 2005 ved lov nr. 329 af 18. maj 2005.
3 Lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer.
4 Lov nr. 274 af22. december 1908 om forældelse af visse fordringer.