Øvrige nyheder

Fusionsanmeldelse: Bankdata overtager Jyske Banks it-udviklingsenhed

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget en anmeldelse af overdragelse af Jyske Bank A/S’ it-udviklingsenhed til Foreningen Bankdata. Jyske Bank A/S bliver samtidig medlem af Bankdata.

Overdragelsen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Fusionen er anmeldt forenklet. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelser for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Jyske Bank A/S har til formål som selvstændig bank at drive bankvirksomhed og dermed knyttet accessorisk virksomhed. I Danmark rådgiver Jyske Bank vedrørende finansielle løsninger til primært private samt små og mellemstore virksomheder, mens bankvirksomheden i udlandet foregår gennem Jyske Bank Privat Banking og bankens udenlandske enheder og primært vedrører investeringsrådgivning til private.

Bankdata er en erhvervsdrivende forening ejet af dets medlemmer bestående af i alt 14 pengeinstitutter. Foreningens formål er at varetage databehandling og dermed forbundne opgaver for medlemmerne. Bankdata er beskæftiget med it-services til private virksomheder i Danmark, herunder support og driftrelaterede it-opgaver. Endvidere er Bankdata beskæftiget med it-udvikling, herunder systemer for håndtering af hvidvask, lagring og organisering af data, e-banking, e-kontor og e-tinglysning. Bankdata er således inden fusionen aktiv på markedet for levering af drift af it-systemer og levering af it-udvikling.

Det bemærkes, at der samtidigt med anmeldelsen af denne fusion er anmeldt en fusion mellem Bankdata og JN Data, som omhandler overdragelsen af Bankdatas it-drift til JN Data. En meddelelse om denne transaktion er ligeledes offentliggjort på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside per d.d.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest tirsdag den 14. december 2010 kl. 12.00.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Nyropsgade 30
1780 København V
E-mail kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion Foreningen Bankdata - Jyske Bank A/S.

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Signe Rølmer på tlf. 72 26 81 49, e-mail sr@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.