Øvrige nyheder
Varsel om almindelig anmeldelse af Nordic Capitals overtagelse af SPORT-MASTER-kæden
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget varsel om anmeldelse af Nordic Capital Fund VIIs overtagelse af SPORT-MASTER-kæden i Danmark, herunder Sport Danmark A/S samt ca. 102 SPORT-MASTER-butikker.
Overtagelsen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol. Det betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før Konkurrencerådet har godkendt den.
SPORT-MASTER-kæden er med over 100 butikker Danmarks største kæde af selvstændige sportshandlere. Sport Danmark A/S er kædeselskab for SPORT-MASTER-butikkerne, og står for indkøb samt markedsføring af produkter i butikkerne. Aktierne i Sport Danmark A/S ejes af en række forskellige (fysiske eller juridiske) personer, hvoraf mange tillige ejer en eller flere SPORT-MASTER-butikker. SPORT-MASTER og Sport Danmark A/S er aktive inden for indkøb og salg af beklædning, fodtøj og udstyr til sport og fritid.
Nordic Capital er en kapitalfond med fokus på fortrinsvis store og mellemstore virksomheder i særligt Europa og Norden. Nordic Capital anfører, at der hverken er horisontale eller vertikale overlappende aktiviteter mellem Nordic Capital og SPORT-MASTER. En liste over selskaber, som Nordic Capital har investeret i, findes på Nordic Capitals hjemmeside (www.nordiccapital.com).
Styrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 4. juni 2012 kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion SPORT-MASTER
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Mia Gantzhorn tlf. 4171 5213, fuldmægtig Rune Winkler tlf. 4171 5261 eller chefkonsulent Hans Kierkegaard tlf.: 4171 5102.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.