Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af IK VII Funds erhvervelse af kontrol med Meyers A/S og Løgismose A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget en anmeldelse af IK VII Funds erhvervelse af kontrol med Meyers A/S og Løgismose A/S.

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Fusionen er anmeldt forenklet. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Erhvervelsen sker gennem det nystiftede L+M ApS, som køber 100 pct. af aktierne i henholdsvis Meyers A/S og Løgismose A/S. Der er tale om to separate overdragelser reguleret i separate overdragelsesaftaler, men da aftalerne er gensidigt betinget af hinanden, anmeldes overdragelserne til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som én fusion.

L+M ApS er 100 pct. ejet af L+M Holding ApS, der ultimativt er kontrolleret af fonden IK VII Fund, som sammen med fondene IK 2000 Fund, IK 2004 Fund og IK 2007 Fund samlet benævnes ”IK Fondene”. IK Fondene er kontrolleret af den samme enhed. Det eneste selskab kontrolleret af IK Fondene med aktiviteter relateret til de danske fødevaremarkeder er det franske selskab Solina, som fremstiller ingrediensbaserede løsninger til fødevareindustrien og foodservice.

Med hensyn til Løgismose vedrører transaktionen Løgismose A/S med følgende datterselskaber: Løgismose Mejeri og Fødevarer A/S, der producerer og importerer mejeriprodukter og andre typer fødevarer, Løgismose Vin og Delikatesser A/S, der importer og sælger vin og delikatesser, samt restauranterne Falsled Kro og Kong Hans Kælder. Løgismose er leverandør til detailhandlen, ligesom produkterne sælges fra egne butikker, bl.a. butikken på Toldboden.

Med hensyn til Meyers omfatter transaktionen Meyers aktiviteter indenfor kantinedrift/catering, Meyers Deli og Meyers bagerier, der driver café og kaffebar samt sælger take away, produktion og salg af mel og kornprodukter via Grupe og Meyer ApS, handel med fødevarer, gastronomisk teambuilding/kogekurser samt restauranterne Studio, Almanak og Meyers Spisehus. Meyer er leverandør til detailhandlen, ligesom der sælges direkte til forbrugerne gennem Meyers Deli og Meyers bageri.

Det er parternes opfattelse, at fusionen vil give anledning til overlap på følgende markeder: (i) Markedet for restauranter i Danmark; (ii) leverandørmarkedet for salg af dagligvarer til detail i Danmark; og (iii) markedet for detailsalg af dagligvarer i Danmark.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 11. december kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
E-mail kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion IK/Meyers/Løgismose

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Joan Frederiksen, tlf. 4171 5135 eller e-mail: jf@kfst.dk, eller fuldmægtig Martin Molter West, tlf. 4171 5206 eller e-mail: mmw@kfst.dk.

 

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.