Øvrige nyheder
Forenklet anmeldelse af Polaris Private Equity IV K/S’ erhvervelse af Mols-Linien A/S
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 10. juli 2015 modtaget en forenklet anmeldelse af Polaris Private Equity IV K/S’(”Polaris IV”) erhvervelse af en kontrollerende ejerandel i Mols-Linien A/S via Polaris’ datterselskab, Holding af 29. juni 2015 A/S.
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Fusionen er anmeldt forenklet. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
Polaris IV er en del af Polaris Private Equity (”Polaris”), som er ejet af institutionelle investorer og rådgivet af Polaris Management A/S. Polaris har tre fonde: Polaris Private Equity II K/S (herefter ”Polaris II”), Polaris Private Equity II K/S (herefter ”Polaris III”) og Polaris Private Equity IV K/S (herefter ”Polaris IV”). Polaris II, Polaris III og Polaris IV ejer en række porteføljeselskaber, men ingen af disse selskaber er aktive på samme eller på beslægtede markeder som Mols-Linjen A/S. Fondene har bl.a. investeret i selskaber indenfor rengøring, babyudstyr, madlevering, tøjsalg og vindmøller.
Mols-Linjen A/S er et færgerederi med hurtigfærger, der forbinder Sjælland og Jylland via ruterne Aarhus-Odden og Ebeltoft-Odden. Hurtigfærgerne benyttes af biler, lastbiler, busser og passagerer. Mols-Linjen A/S har endvidere accessoriske aktiviteter til færgedriften, som består af kiosksalg, restaurant og café til brug for færgepassagerne.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 22. juli 2015, kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
E-mail kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion: Polaris Private Equity IV K/S’ erhvervelse af Mols-Linien A/S
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Kirstine Rødsgaard Madsen, tlf.: 4171 5157, e-mail: krm@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.