Øvrige nyheder
Forenklet anmeldelse af Nordisk Film A/S’ erhvervelse af 50 pct. af aktierne i ES North A/S fra Parken Sport & Entertainment A/S
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af Nordisk Film A/S’ erhvervelse af 50 pct. af aktierne i ES North A/S fra Parken Sport & Entertainment A/S.
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Fusionen er anmeldt forenklet. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
Parken Sport & Entertainment A/S' primære aktiviteter omfatter i dag drift af fodboldklubben F.C. København, Lalandia, Fitness dk og PS&E Ejendomme.
Nordisk Film A/S er 100 pct. ejet af Egmont International Holding A/S og indgår i Egmont koncernen. Nordisk Film producerer og distribuerer film, driver biografer, distribuerer Sony Play Station spillekonsoller og sælger gavekort m.v. på nettet.
Nordisk Film og Parken skal eje e-sportsholdet ''North'' ved fælleskontrol. North er et nystiftet e-sportsselskab, der driver e-sportshold. E-sport er en sammentrækning af ordene elektronisk sport, og dækker over computerspil, der spilles på konkurrenceniveau. Begrebet e-sport inkluderer mange forskellige spiltitler.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 26. januar 2017 kl. 12.00.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion ES North A/S
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Susanne Bo Poulsen, tlf. 4171 5287 eller e-mail supo@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.