Øvrige nyheder
Forenklet anmeldelse af at Scan Global Logistics opkøber logistikvirksomheden Airlog Group
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget en anmeldelse af at Scan Global Logistics opkøber logistikvirksomheden Airlog Group.
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Fusionen er anmeldt forenklet. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
Scan Global Logistics A/S (SGL) og Airlog Group Denmark A/S (Airlog) driver virksomhed indenfor spedition. Indenfor markedet for spedition er begge fusionsparter aktive med at formidle transport af kunders varer via lufttransport, søtransport, biltransport samt ved kurerservices. Begge fusionsparter ejer ikke transportmateriel (fly, skibe eller lastbil), men anvender begge underleverandører (rederier, luftfartsselskaber og vognmænd).
SGL og Airlog er igennem speditionsbranchen med til at afdække og levere løsninger til danske import- og eksportvirksomheder, og er dermed aktive indenfor både tværnational og national spedition/godstransport i Danmark.
SGL og Airlog formidler transport af alle type af gods herunder fødevarer, tekstiler, fodtøj, elektronik, kemikalier, medicin, maskiner og andet mekanisk udstyr.
Man efterkommer kundens ønsker om transportform, herunder sø-, luft- eller landtransport, om det skal være i containere, bulk eller specialtransport (køletransport, specielle størrelser, charter af skib eller fly m.m.). Dertil kommer tillæg services som håndtering af transport- og tolddokumenter samt lager services.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 30. januar 2017 kl. 12.00.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion Scan Global Logistics opkøber logistikvirksomheden Airlog Group
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Espen Gatzwiller, tlf. 4171 5083 eller e-mail: ebg@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.