Øvrige nyheder
Forenklet anmeldelse af Nellemann Holding A/S’ erhvervelse af enekontrol over Svenningsens Maskinforretning A/S
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af Nellemann Holding A/S’ erhvervelse af enekontrol over Svenningsens Maskinforretning A/S.
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Parterne har indsendt et udkast til forenklet anmeldelse. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
Nellemann Holding A/S har den 18. maj 2017 indgået en aktieoverdragelsesaftale med BESV Holding ApS, HESV Holding ApS og Svenningsen Holding A/S vedrørende overdragelsen af 85 % af aktiekapitalen i Svenningsens Maskinforretning A/S.
Der er efter det oplyste tale om en fusion i henhold til konkurrencelovens § 12 a, stk. 1, nr. 2, idet Nellemann Holding A/S efter transaktionens gennemførelse vil opnå kontrol med Svenningsens Maskinforretning A/S.
Nellemann Holding A/S er moderselskab i en koncern, der driver import og detailsalg af nye og bruger biler hovedsagligt af mærkerne Kia, Izusu, Fiat, Ford, Volvo og Aston Martin. Endvidere tilbyder Nellemann-koncernen privat- og erhvervsleasing af biler.
Svenningsens Maskinforretning A/S er leverandør af professionelle maskiner og tilbehør til pleje og vedligeholdelse af vej- og græsarealer samt entreprenørmaskiner. Endvidere tilbyder Svenningsens Maskinforretning A/S vedligeholdelse, reparation, reservedele og uddannelse relateret til drift og vedligeholdelse af de professionelle maskiner.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 12. juni 2017, kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion: Nellemann Holding A/S’ erhvervelse af enekontrol over Svenningsens Maskinforretning A/S
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos Specialkonsulent Simon Nguyen Kildeby, (tlf.nr.: 4171 5272, e-mail: sing@kfst.dk).
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.