Øvrige nyheder

To nye vejledninger på konkurrenceområdet

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vejledning om konkurrenceloven er blevet opdateret, og det samme gælder styrelsens vejledning om processer i konkurrencesager. De to nye vejledninger kan ses på kfst.dk.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vejledning om konkurrenceloven er nu opdateret, så den omfatter den nye bagatelregel samt eksempler fra nyere praksis, herunder sager der er afgjort efter de højere strafferammer, som trådte i kraft i 2013. Vejledningen har til formål at give en overordnet beskrivelse af, hvilke aftaler og hvilken adfærd der kan være i strid med konkurrenceloven, og hvad virksomheder og medarbejdere kan risikere ved at overtræde loven.

Vejledningen om processer i konkurrencesager skal skabe klarhed for virksomheder over processerne for konkurrencesager fra start til slut. Den er bragt ajour i forhold til Konkurrencerådets processer. Desuden indeholder vejledningen nu retningslinjer for, hvornår en sag kan afsluttes med tilsagn. Vejledningen beskriver de generelle forudsætninger, der normalt skal være opfyldt, for at det kan komme på tale at afslutte en sag med tilsagn, lige som den beskriver hvilke sager, der normalt egner sig henholdsvis ikke egner sig til at blive afsluttet med tilsagn.

Begge vejledninger er godkendt af Konkurrencerådet.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.