Øvrige nyheder
Forenklet anmeldelse af Waterland Private Equitys køb af EnviDan
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget udkast til anmeldelse af StandbyCo IX ApS’ erhvervelse af enekontrol over EnviHold A/S.
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
EnviHold A/S er 100 pct. ejer af EnviDan A/S, en ingeniørvirksomhed som leverer rådgivning inden for udvikling, salg, planlægning og gennemførelse af projekter og løsninger inden for spildevand, afløbsteknologi, tilpasninger til klimaforandringer, natur og vandmiljø, vandforsyning, fjernvarme og biogas. EnviDan A/S leverer ydelser til kommercielle og offentlige kunder. EnviDan har aktiviteter i både Danmark, Sverige og Norge.
StandbyCo IX ApS ejes og kontrolleres af Waterland Private Equity, en uafhængig private equity-investeringsgruppe med 47 portefølje selskaber, primært i Holland, Belgien og Tyskland, specielt inden for forretningstjenester som ældrepleje, outsourcing og effektivitet, fritid og luksus og bæredygtighed.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 11. december 2020 kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion Waterland/EnviDan
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos Nanna Snitkjær, tlf. 4171 5230 eller e-mail nvh@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.