Øvrige nyheder
Udkast til forenklet anmeldelse af Axcel VI’s erhvervelse af enekontrol over Moment A/S og TeamVikaren
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af AX VI INV1 Holding ApS’ (”Axcel VI”) erhvervelse af enekontrol over Moment A/S (”Moment”) og Teamvikaren.dk, Holding ApS (”TeamVikaren”).
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
Axcel VI er en af flere Axcel-fonde, der er private equity-fonde med fokus på investering i mellemstore virksomheder i Norden. Der er i dag tre aktive Axcel-fonde, som har kontrollerende ejerandele i i alt fjorten porteføljevirksomheder, som er aktive i en række forskellige brancher. Investeringsrådgiveren for Axcel-fondene er Axcel Management A/S, der er beliggende i Danmark og Sverige, og forvalter aktiver til en værdi af over DKK 5,5 mia.
Moment er et dansk vikarbureau, der også har begrænsede aktiviteter inden for rekruttering. Moment har fokus på brancherne finans og jura, drift og salg samt logistik og produktion. Moment har i november 2020 erhvervet Protemp, som er et dansk vikarbureau med særlig fokus på industrien. Moment vil som led i transaktionen erhverve TeamVikaren.
TeamVikaren er et dansk landsdækkende vikar- og rekrutteringsbureau. TeamVikaren har fokus på vikarløsninger og rekruttering inden for brancherne kontor og administration, lager, industri og håndværk.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 18. december kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion Axcel/Moment/TeamVikaren
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Stine Sigsgaard, tlf. 41715262 eller e-mail ssn@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.