Øvrige nyheder
Forenklet anmeldelse af CVC Capital Partners SICAV-FIS S.A og stifteres erhvervelse af fælles kontrol over Razer Inc.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til en forenklet anmeldelse af CVC Capital Partners SICAV-FIS S.A (”CVC”) og Mr. Tan og Mr. Lims (”stiftere” af Razer) erhvervelse af fælles kontrol over Razer Inc.(”Razer”).
CVC erhverver gennem et datterselskab, CVC Holdco, sammen med de to stiftere af Razer fælles kontrol over et til formålet oprettet fælles selskab, TopCo, og dermed over Razer. Efter fusionen vil CVC HoldCo (ultimativt CVC) indirekte eje ca. 32,13 pct. af aktierne i Razer, og stifterne vil hver eje andele i Razer på henholdsvis 38,74 pct. (Mr. Tan) og 29.13 pct. (Mr. Lin).
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Udkastet til anmeldelsen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
Razers primære aktiviteter er design, fremstilling, distribution og udvikling af IT hardware til gaming, herunder bærbare computere, hovedtelefoner og ydre computer enheder (mus, keyboards, joysticks m.v.). Razer udvikler også IT-systemer, -software og -services.
CVC Networks består af CVC inklusive datterselskaber, og CVC Capital Partners Advisory Group Holding Foundation inklusive datterselskaber, hvis aktiviteter består i at rådgive og styre investeringer på vegne af bestemte investeringsfonde (CVC Fondene). CVC Fondene ejer kontrollerende ejerandele i et antal virksomheder inden for forskellige brancher, herunder kemikalieindustrien, forsyning, fremstilling, detailhandel og distribution, primært i Europa, USA, Asien og Stillehavsområdet.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 13. januar 2022, kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion: CVC og stifteres erhvervelse af fælles kontrol over Razer Inc.
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos chefkonsulent, Carina Hilt Jørgensen, tlf. 4171 5048 eller e-mail: chj@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.