Øvrige nyheder

Almindelig anmeldelse af EMK Capital Partners III erhvervelse af enekontrol over Heras Group

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 29. august 2024 modtaget et udkast til anmeldelse af EMK Capital Partners III LP og EMK Capital Partners III SCSp's ("EMK Capital III") erhvervelse af enekontrol over Heracles Holdco B.V. ("Heras Group").

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

EMK Capital III er en blandt flere EMK-fonde, hvis porteføljeselskaber bl.a. omfatter Garda Group. Garda Group er en leverandør af sikringsløsninger i Norge, Danmark, Sverige, Finland og Tyskland. Garda Group er i Danmark aktiv via selskabet KIBO Security Group A/S, der – navnlig via datterselskabet KIBO Sikring A/S – udbyder installation og service af permanente og mobile sikringsløsninger. KIBO Sikring A/S har ikke egenproduktion. KIBO Security Group A/S ejer også GPP Perimeter Protection A/S, der er specialiseret inden for forskellige former for perimeter- og objektbeskyttelse. KIBO Security Group A/S ejer derudover også A/H Låsemontage ApS.

Heras Group er aktiv inden for både produktion samt installation og service af permanente og mobile sikringsløsninger. Heras Groups danske aktiviteter udøves af datterselskaberne SER-Hegn A/S, Moosdorf Hegn A/S, Stentoft Hegn A/S og Heras Mobilhegn ApS. Desuden har Heras Group engrossalg af produkter til mobile sikringsløsninger i Danmark samt engrossalg af produkter til permanente sikringsløsninger. Selskaberne SER Hegn A/S, Moosdorf Hegn A/S og Stentoft Hegn A/S er aktive inden for levering, installation og service af permanente sikringsløsninger, mens Heras Mobilhegn ApS er aktiv indenfor mobile sikringsløsninger.

Styrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den fredag den 27. september 2024, kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail: kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion EMK Capital III/Heras Group

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos Sinan Cenk Ozcan, tlf. 4171 5146 eller e-mail cenk@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.