Øvrige nyheder
Forenklet anmeldelse af Davidsen Koncernen A/S erhvervelse af enekontrol over Roslev Trælasthandel A/S
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til en anmeldelse af Kesko Oyj (”Kesko”)’ erhvervelse - gennem sit danske datterselskab Davidsen Koncernen A/S (”Davidsen”) - af enekontrol over Roslev Trælasthandel A/S (”Roslev Trælasthandel”).
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Udkastet til anmeldelsen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
Roslev Trælasthandel udbyder et bredt sortiment af byggematerialer m.v. til primært professionelle kunder fra fire byggemarkeder i Vest- og Midtjylland, som er beliggende i henholdsvis Herning, Holstebro, Ikast og Skive. Byggemarkederne i henholdsvis Skive og Ikast servicerer også private kunder. Roslev Trælasthandel har derudover en industriafdeling, der er specialiseret i salg af beslag til primært vindues- og dørfabrikker, låsesmede samt beslægtet industri og diverse forbrugere.
I Danmark er Kesko primært aktiv gennem Davidsens Tømmerhandel A/S (”Davidsens Tømmerhandel”), der tilbyder et bredt sortiment af byggematerialer, samt værktøj, mindre maskiner, arbejdstøj og sikkerhedsudstyr til professionelle og private kunder. Davidsens Tømmerhandel har 22 byggemarkeder i Danmark, som primært er beliggende i Syddanmark og Hovedstadsområdet. Selskabet er endvidere aktivt inden for internethandel. Kesko er et finsk børsnoteret konglomerat, der er aktiv inden for dagligvarehandel, bygge- og teknikhandel samt bilhandel.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 9. oktober 2024, kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk
Mrk.: Kesko Oyj (Davidsens Tømmerhandel) / Roslev Trælasthandel.
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos chefkonsulent, Carina Hilt Jørgensen, tlf. 4171 5048 eller e-mail chj@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.