Øvrige nyheder
Forenklet anmeldelse af Bio Recycling ApS’ erhvervelse af enekontrol over DLG Services A/S’ aktiviteter vedrørende handel
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af Bio Recycling ApS’ erhvervelse af enekontrol over DLG Services A/S’ (”DLGS”) aktiviteter vedrørende handel med biomasseprodukter.
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
Bio Recycling er en biomassetrader, der køber og sælger biomasseprodukter, dvs. organiske rest- og biprodukter, der generelt ikke kan anvendes til foder. Bio Recycling er en del af BioCirc Group Holding ApS ("BioCirc"). BioCirc ejer og driver bl.a. en række biogasanlæg, der producerer biogas, som opgraderes til biometan og injiceres i gassystemet. BioCirc aftager husdyrgødning, landbrugsafgrøder og industriaffald til brug for biogasproduktionen.
DLGS’ aktiviteter vedrørende handel med biomasseprodukter omfatter køb og salg af biomasseprodukter, der bl.a. kan benyttes af biogasanlæg til produktion af biogas. DLGS er ejet af DLG, der er et andelsselskab ejet af ca. 25.000 danske landmænd. DLGS indsamler og disponerer over de rest- og biprodukter, som DLG-koncernen kommer i besiddelse af og indkøber endvidere biomasseprodukter, fx glycerin og ukurante afgrøder, fra tredjeparter med henblik på videresalg. DLGS' kunder inden for handel med biomasseprodukter er danske biogasanlæg, herunder bl.a. biogasanlæg ejet af BioCirc.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 7. november 2024 kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion Bio Recycling/DLG Services
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Stine Sigsgaard, tlf. 4171 5262 eller e-mail ssn@kfst.dk.
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.