Øvrige nyheder
Forenklet anmeldelse af Arbejdernes Landsbanks erhvervelse af enekontrol over PenSam Bank
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til en anmeldelse af Aktieselskabet Arbejdernes Landsbanks (”Arbejdernes Landsbank”) erhvervelse af enekontrol over PenSam Bank A/S (”PenSam Bank”). Ved transaktionen erhverver Arbejdernes Landsbank enekontrol over PenSam Bank.
Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.
Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.
Arbejdernes Landsbank har aktiviteter inden for pengeinstitutvirksomhed målrettet private kunder, foreninger og organisationer samt mindre og mellemstore erhverv. Arbejdernes Landsbank tilbyder ind- og udlån, herunder flere forskellige typer af banklån som fx boliglån, billån og forbrugslån. Derudover tilbyder Arbejdernes Landsbank investerings- og pensionsrådgivning, børne- og aldersopsparing, puljeinvestering, løn- og budgetkonto samt formidler produkter og tjenesteydelser inden for realkredit, investering, pension og forsikringer. Arbejdernes Landsbank er endvidere aktiv på leasingmarkedet gennem datterselskabet AL Finans A/S, hvilket både omfatter erhvervsleasing til f.eks. firmabil og maskiner, og leasing af bil til privatkunder.
PenSam Bank har aktiviteter inden for pengeinstitutvirksomhed til private kunder, der (i) er medlemmer i PenSam Pension og deres nærmeste familie, (ii) er medlemmer i FOA og deres nærmeste familie eller (iii) er ansatte i PenSam Holding koncernen og deres nærmeste familie. PenSam Bank tilbyder ind- og udlån, herunder flere forskellige typer af banklån som fx boliglån, billån og forbrugslån. Derudover tilbyder PenSam Bank børne- og aldersopsparing, puljeinvestering, løn- og budgetkonto samt formidler realkreditlån via Totalkredit.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 22. maj 2025, kl. 12.
Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk
Mrk.: Fusion Arbejdernes Landsbank/ PenSam Bank
Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos chefkonsulent, Carina Hilt Jørgensen, tlf. 4171 5048 eller e-mail: chj@kfst.dk
Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof
Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.